Forbedring af retssikkerhed i kommunerne
”Familieafdelingen må ikke lyve, men der er ingen, der kan beskæftige sig med, om den lyver, bortset fra familieafdelingen selv.
Forslaget kort
Hver dag er der mennesker, der udsættes for dybt krænkende afgørelser. Afgørelserne træffes typisk af kommunen, eller de organer, der optræder i ankesager. Krænkelserne kan være lovlige eller ulovlige. Artiklen handler om, hvordan man sikrer sig deres lovlighed.
Forslaget vedrører tvangsfjernelser, socialt bedrageri, sanktioner overfor kontanthjælpsmodtagere. Juridisk hedder det ”bebyrdende forvaltningsakter”. Meningen er, at det skal sikres, at afgørelserne bygger på et sagligt og sandfærdigt grundlag.
Forslaget består af to dele
Den første går ud på, at kommunerne fremover skal orientere borgere, der risikerer at blive udsat for bebyrdende forvaltningsakter om, at de gennem bestemmelserne om berigtigelse i kan få rettet eller præciseret falske påstande om sig selv. (GDPR artikel 16)
Der indføres efter forslaget en ny bestemmelse herom i retssikkerhedsloven.
Den anden del sikrer, at borgeren kan forlange sandhedsværdien af vigtige påstande undersøgt, før der træffes an afgørelse. Det gælder også og vurderinger, hvori der indgår påstande af betydning for an afgørelse.
Dette sikres ved en ændring af kommunestyrelseslovens § 48, så Ankestyrelsen får pligt til at påse, at kommunens forvaltning eller Børn- og Unge-udvalgene reelt sagsbehandler spørgsmål om grundigheden i falsifikation af oplysningert. Samtidig indføjes en tilsvarende bestemmelse i retssikkerhedsloven.
Baggrund: Jura i princippet smadrer realiteten?. :
Om falske antagelser og løgne i offentlig forvaltning.
I et demokrati skal borgernes beskyttes mod offentlige myndigheders vilkårlige magtudøvelse. Kravet til sandhed stiger ifølge de juridiske lærebøger med, hvor dybe og krænkende indgreb der er tale om. Myndigheden har jo magten til at træffe afgørelser.
Afgørelserne skal være saglige, og dertil hører to betingelser: Der skal være en klar lovhjemmel, og virkeligheden skal være sandfærdigt beskrevet.
Hvis vi havde demokrati, ville det undtagelsesløst forholde sig sådan, at der ikke kunne efterlades store og dybe systematiske huller i beskyttelsen af den svagere stillede borger i tilfælde, hvor vedkommende risikerer at blive udsat for dybt krænkende afgørelser.
Kommunerne og den kafkaske hule
Datatilsynet beskæftiger sig i sager om ”berigtigelse” ikke med forvaltningsret, men alene med, hvorvidt en påstand er sand eller falsk. Hvilken betydning påstanden har, er ikke Datatilsynets opgave.
Datatilsynet må ikke gå ind i spørgsmål om, hvorvidt kommunernes familieafdelingens afgørelser er forvaltningsretligt saglige og dermed juridisk gyldige.
Når kommunens familieafdeling i en anbringelsessag har svaret, at dens fremstilling er sandfærdig – som, regel uden nogensinde at have gransket den – , så kan man klage tril Datatilsynet over manglende berigtigelse. Men det får bare ingen praktisk betydning.
Når Datatilsynet fremsender en hjemvisning eller udtaler sig om en påstands sandhedsværdi, er barnet for længst tvangsfjernet, for beskyttelsen i form af en udsættelse (opsættende virkning) har intet med selve anbringelsessagen at gøre. Datatilsynet ser kun på påstandens sandhedsværdi, ikke om en afgørelsen er lovlig eller ulovlig. I mange typer sager, herunder den danske (mis?)forståelse af ”best interest of the child”, ”barnets tarv”, kan afgørelsen – forkert eller rigtig e reelt ikkeomgøres. Ugyldighedslæren i juraen, der siger, at alvorlige retlige mangler medfører afgørelsens ugyldighed, er sat ud af kraft, i hvert fald i anbringelsessager. Berigtigelse får ikke forvaltningsretlig effekt.
Mens granskning i en berigtigelsessag i familieforvaltningen ordnes med ekspresfart, er sagsbehandlingstiden i Datatilstynet gennemsnitligt to måneder.
Med en sådan berigtigelse – eller mere sandsynligt en hjemvisning i hånden – skal familieafdelingen nu tage stilling til, om den vil tilslutte sig Datatilsynets stillingtagen til, om berigtigelsen er foregået ordentligt eller ej. Resultatet er forudsigeligt. Men anbringelsen er i mellemtiden gennemført (”fuldbyrdet” for længe siden. Så selv en indrømmelse af en fejl får ingen praktisk betydning. Hvis man kunne få indbygget en udsættelse af sagen, indtil den pågældende påstand var blevet gransket ordentligt (opsættende virkning), ville sagen være en helt anden. I praksis må man regne med, at den tid, der går med berigtigelse, kan være meget kort og sjældent er særlig lang.
Hvad nu, hvis faderen eller moderen vil klage over Datatilsynet? Det kunne for eksempel være til Ankestyrelsen. Men Ankestyrelsen mener ikke, den må behandle klager over Datatilsynet. Det er forbudt ifølge kommunestyrelsesloven ( § 48, stk. 1). Efter bestemmelsen må Ankestyrelsen ikke må beskæftige sig med lovgivning, der både gælder offentlige og private, som fx. Færdselsloven og derfor heller ikke GDPR.
Her foreslås det, at Ankestyrelsen får pligt til at realitetsbehandle GDPR-sager.
Så Datatilsynet har ingen administrativ klageinstans over sig; man er henvist til domstolene, hvor sagsbehandlingstiden inkl. fri proces snildt kan snige sig op på et par år. Men hvad så med Ombudsmanden? Heller ikke. Det står i Ombudsmandsloven, at hvis der et eller andet sted har været en dommer inde over sagen, så skal Ombudsmanden holde nallerne væk.(OMBL § 7, stk. 2 og 3 i en egen særegen fortolkning).
Tilbage til udgangspunktet af labyrinten her: Familieafdelingen må ikke lyve, men der er ingen, der kan beskæftige sig med, om den lyver,e løgne bortset fra familieafdelingen selv. Og i en nulfejlskultur indrømmer man jo ikke fejl.
-
4. Hvad skal vi så gøre?
Forslagene i første afsnit burde kunne gøre det muligt at bekæmpe den florerende usandfærdighed i kommunale familieforvaltninger.
Når nu forslaget fremsættes, må vi forvente, at embedsværk og andre kaster sig over det her for at forklare, hvorfor det ikke lader sig gøre.
Privat seniorforsker, cand. scient., pol Aarhus University 1982
orcid.org/0000-0002-0533-0231
Published: "Kommuner, Regressionsanslyser og Bloktilskid 1982
Fuldmægtig, Ribe Kommunes Borgmesterkontor 1982-83
Fuldmægtig, Arbejdsmiljøinstitutrewt 1983-85
Fuldmægtig, Privatbanken 1985-87
Budget- og Planlægningschef Aktivbanken i Vejle 1987-90
DSB- Økonomikonttoret 1990-92
IT-sikkerhedsmedarbejder og -leder, 1992-1999
IT-revisor ISACA 1999-2000
Stifter og medejer af Nensome Security 2000-2003
Diskettedrevslås
Opfinder af metode til sikker sletning afdata på harddiske, patent
Fuldmægtig, Grønlands Selvstyre 2013-15
Konsulent i Persondatasikkerhed 2015-17
Timelærer i forvaltningsret ved Grønlands Universitet Nuuk 2015-17
Underviser i forvaltningsret ved Ledelsesakademier Nuuk 2016
Folkepensionist