Derfor vil jeg konfirmeres, siger Mikael Hertig: Her har i min trosbekendelse. Dybbøl kirke kl. 19.30. Bagefter giver kirken varme hveder.
Dybbøl Kirke Set fra tårnsiden.
Hentet fra Lex, Den store Danske
Da jeg var 14 år i 1964, boede jeg i Vestergade i Maribo. Jeg gik til konfirmationsforberedelse hos pastor Ahrensbach, som var en venlig og flink mand. Jeg fik den besked hjemmefra, at uanset om jeg ville konfirmeres eller ej, så skulle jeg i det mindste vide, hvad jeg sagde nej til, hvis jeg ikke ville konfirmeres. Jeg skulle nok få fest og gaver alligevel.
Mikael, mor og Joakim omkring 1960
Jeg gik så til de obligate timer og fulgte de dertil hørende gudstjenester i den meget smukke Maribo Domkirke. Jeg lod dog mine forældre meddele, at jeg ikke ville konfirmeres. På det tidspunkt havde jeg det som de førende medlemmer af ateistisk selskab: Man skulle have en bogstavnær kristentro, hvor det før Jesu fødsel, men under graviditeten skulle kunne eftervises, at jomfruhinden på det tidspunkt skulle have været intakt. På samme måde skulle genopstandelsestroen være konkret, og himmelfarten være foregået uden tryklufttanke på ryggen. Jeg villele ikke, ved gentagelse af trosbekendelsen, stille mig op og lyve overfor Gud og så bagefter med sindsro fejre det og få gaver.
Så jeg var den eneste, der ikke blev konfirmeret. Men jeg fik et fint brev. Min ene gudfar hed Johan B Hygen.. Han var teologiprofessor og som sådan ked af, at jeg ikke ville konfirmeres. Derfor ville han heller ikke rejse fra Oslo til min fest. Men han skrev noget i retning af:
“Hvis du tror, du nu har lukket det spørgsmål en gang for alle, så kan jeg love dig, at det bliver du ikke sådan færdig med på en gang. “
Det troede jeg ellers, for jeg troede, jeg havde omløb i hovedet. Og al den overtroiske snak dér den var vel mest for folk, der ikke havde andet at gå op i.
Men i mit stille sind gik der mange år, hvor jeg rundt og grundede over det der med kristendom og tro.
Maribo Domkirke fik, mens jeg læste i Århus og siden, en organist, der hed Flemming Dreisig. Han fik lokket mine forældre i kirke med sit meget smukke og virtuose orgelspil. Domkirken havde en heldig periode også en domprovst, Ole Jensen. Jensen blev gennet ud af byen af et missionsk menighedsråd. Jeg husker i kirken prædikener af ham og P.G. Lindhardt Dermed blev tro flyttet stille og roligt over i det rum, hvor de hører hjemme: Tankernes, begrebernes, forestillingernes.
Så engang i 1982 meldte jeg mig ind i folkekirken igen, og med tiden blev jeg om ikke en trofast kirkegænger, så et menneske, der finder ro og eftertænksomhed og navnlig proportioner i mit liv.
Det kunne give mig anledning til flashbacks til min tidlige barndom. Jeg husker, at jeg lå i barnevognen nedenunder et træ med grønne blade. Jeg må være vågnet og har set på dem og tænkt et slags registrerende nå. Lejligheden lå på 1 sal, og mon ikke jeg gav et godt vræl fra mig, mens jeg stirrede videre på de grønne blade? Så kom min mor, og hvad gjorde hun, sikkert lige som hun plejede? Hun så mig i øjnene og smilede til mig! Hvad jeg gjorde ved det, husker jeg ikke noget om.
Måske har jeg også smilet til hende?
Siden har det der med at se et andet menneske dybt i øjnene og smile været en slags under. Hvis nu jeg smilede først, var det så min mor, der smilede tilbage? Eller var det omvendt. Når nu de der smil når hinanden, så sker der noget. Hvor kommer kærligheden fra?
I 1985 blev jeg far til min datter Sara. Birgitte og jeg havde aftalt, at vi ikke ville have oplysninger om køn før fødslen: Ikke noget med lyserødt eller lyseblåt. I mit stille sind gik jeg og bildte mig ind, vi ville få en dreng. Det blev Sara! Den mest boblende, sprudlende lykke over dette under. Ikke som at vinde i Lotto. Også den forvandling, Birgitte undergik fra veer og smerte til forløsning og lykke. Siden fik jeg min jyske søn Simon i Vejle. Underet er og var det samme.
(“Da skal som en barnemoders ve, vort smerte sødt bortvugges”) står som et (u)forklarligt under, der for mange nok er et højdepunkt. Det kan registreres, det kan ventes, det. kan planlægges. Og alligevel er oplevelsen fri for enhver form for trummerum eller rutine.
Troen kom på plads. Ikke som noget, jeg valgte. Ikke som en overbevisning. Den spirede frem som noget, der havde været der hele tiden. En måde at se, sanse og opleve på, som bare er en slags kantsk kategori. Der er jo ingen, der spørger seriøst, om matematikken logikken, alfabetet eller sproget findes i virkeligheden, eller om det bare er noget, mennesker et eller andet sted har fundet på. Vi kan ikke vælge tro, som vi skifter bukser. Ganske vist har vi trosfrihed i Danmark, men det er for at skabe plads til alle de andre dejlige mennesker, som kommer hertil, eller har været her, men levet med en anden troskultur og bliver i den. Troen går forud for erfaringen, men lever i den.
Mens jeg boede i Taastrup, løste jeg sognebånd til Claus Oldenburg, hvis på een gang analytiske, humoristiske, intellektuelle og dog nærværende prædikener, gerne med henvisninger til Thomas Mann, kastede et nyt lys over biblens myter. Før jeg pludselig ved skæbnens gunst fandt på at flytte til Grønland 2013-2017 havde allerede talt om, at jeg sgu skulle konfirmeres en dag.
Da jeg kom tilbage fra Grønland til Notmark på Als, lærte jeg en utroligt nærværende præst at kende. Hendes prædikener var rørende, bevægende, personlige: Hun hedder Malene Freksen. Nu bor jeg i Ulkebøl på Als, men har igen løst sognebånd, denne gang til Dybbøl Kirke, hvor hun nu er præst.
Mens min tro ikke er noget valg, er det et personligt valg at træde frem for at vedstå det. Så jeg har besluttet mig for, at nu vil jeg snart konfirmeres.
Min konfirmation finder sted i Dybbøl Kirke ved en aftengudstjeneste uden altergang Store Bededag 25. april kl. 19.30
Privat seniorforsker, cand. scient., pol Aarhus University 1982
orcid.org/0000-0002-0533-0231
Published: "Kommuner, Regressionsanslyser og Bloktilskid 1982
Fuldmægtig, Ribe Kommunes Borgmesterkontor 1982-83
Fuldmægtig, Arbejdsmiljøinstitutrewt 1983-85
Fuldmægtig, Privatbanken 1985-87
Budget- og Planlægningschef Aktivbanken i Vejle 1987-90
DSB- Økonomikonttoret 1990-92
IT-sikkerhedsmedarbejder og -leder, 1992-1999
IT-revisor ISACA 1999-2000
Stifter og medejer af Nensome Security 2000-2003
Diskettedrevslås
Opfinder af metode til sikker sletning afdata på harddiske, patent
Fuldmægtig, Grønlands Selvstyre 2013-15
Konsulent i Persondatasikkerhed 2015-17
Timelærer i forvaltningsret ved Grønlands Universitet Nuuk 2015-17
Underviser i forvaltningsret ved Ledelsesakademier Nuuk 2016
Folkepensionist