Dette indlæg er blevet til efter at have hørt ikke mindst Stephanie Surrugues fremstilling af ‘den hygiejniske barriere’  i fransk politik. (Verden ifølge Gram midt oktober 2025) Herved forstås den totale udelukkelse af samarbejde med det racistiske højre. Man kan ikke lade være med at tænke analogt på, hvordan Tyskland håndterer AfD og tilsvarende i andre lande, herunder Danmark. Måske lidt nostalgisk at reflektere over, hvad staterne måske kunne have gjort?

 

#semipermeabel

https://youtu.be/F8p_BqUH4-k

 

Derfor blev strukturel racisme stueren

For mange år siden udtalte ,Preben Wilhjelm  –  her citeret efter hukommelsen – at

“man skal ikke  holde Dansk Folkeparti ude fra det politiske arbejde i folketinget, men kun nægte på noget tidspunkt at acceptere noget som racistisk i de forlig og forslag, der arbejdes med”. 

I stedet valgte de etablerede partier under ledelse af Poul Nyrup Rasmussen at ville nægte enhver form for samarbejde med DF, der dengang var det eneste fremmedhadske parti.

Kløften mellem Venstre under ledelse reelt af Anders Fogh Rasmussen og Nyrup handlede ikke bare om minimalstatstanken og dermed social- og velfærdsstaten i sin daværende udgave, men også den strukturelle racisme, DF dengang var ene om at stå for.

Wilhjelms tanke, som jeg forstår den, gik ud på at ville indgå forlig på alle mulige områder, fx. ældrepleje, ældrecheck, skatter osv. , bare der overhovedet ikke var noget diskriminerende indhold.-

 

Anders Fogh Rasmussen  brød med sin regering i 2001  muren mellem DF, Dermed var vejen banet en tilbagevenden til racehygiejnisk politik. Og lige siden har dansk politik stort set været præget af de tidligere humanistiske partiers tilpasning til en eugenisk dansk partipolitisk hovedstrømning. Populært sagt og med mine øjne har racismen sejret ad helvede til i dansk politik.

 

Venstre med Anders Fogh har efter min vurdering set knæfaldet for Dansk Folkeparti som den ene del i en studehandel, hvor DF til gengæld måtte opgive sine (måske ikke så dybt følte?) sociale solidaritetssynspunkter som del af det tidligere velfærdsstatsbegreb.

De øvrige blå partier, fraregnet Det Radikale Venstre, gik med ind i tilpasningen, også kaldet appeasement.

Dansk demokratiopfattelse bygger på dette punkt på en forståelse af parlamentarisme, hvor udgangspunktet normalt er, at der ikke er politiske partier, der har flertal alene. For at opnå indflydelse i dansk politik må hvert parti fire på sit værdigrundlag for at få noget af sin øvrige politik igennem.

Her må det underforstås, at der må være noget, et parti med et nogenlunde veldefineret værdigrundlag ikke må sælge ud af, kald det “kerneværdier”
.Hvis man anser de socialdemokratiske kerneværdier som et velfærdsbegreb, båret af social indignation med tanke på bekæmpelse af fattigdom som den ene værdi og humanistisk antiracisme som den anden, ser det ud for mig, som om Socialdemokratiet først og fremmest har opgivet begge – alene for at være med i dansk politik.

Historien Søren Mørch   skulle efter murens fald have sagt, at Socialdemokratiet skulle have mistet sit værdigrundlag med murens fald. Her anvender han – og det anser jeg for vigtigt – det politiske partis indre identitet lige så meget som det, man er imod, “hader”, som de værdier, man er for.  Han hentyder på den måde til, at striden mellem det danske kommunistiske parti DKP og måske siden i fortyndet udgave SF. Socialdemokratiet var for NATO, USA og Vesten imod USSR, og derigennem satte udfaldet af 2. verdenskrig – både med FN og med orienteringen mod “vestlige værdier” dagsorden.

Forholdet mellem borgerlige partier og Socialdemokratiet nåede dog i mellemtiden at sætte sig ret klare spor, for eksempel i forbindelse med holdningen til Sydafrikas apartheid op til 1993. Venstrss og Konservatives og også DFs støtte er med den danske mainstreampresses konformitet gået totalt i glemmebogen.

 

 

Jordskredet: Socialdemokratiets værdigrundag er væk

I nutiden har socialdemokratiet helt åbent tabt interessen for de fattiges vilkår. Om det bare skyldes, hvad enhver kan se, at disse forladte grupper ikke har nogen stemmemæssig værdi, eller det har forbindelse til den minimalstatspolitik, der helt fjernede social bistand fra fagbevægelsens indflydelse, kan jeg ikke dømme om. Men måler man det demokratiske islæt i det nuværende Socialdemokrati på dets rødder i den franske revolutions kerne: at beskytte det svage individ mod det politiske systems vilkårlige afgørelser gennem magtadskillelse, så er den også skredet en del.  Læs: https://www.alternativt.eu/til-forraederiets-teori-af-hans-magnus-enzensberger .

 

Vi har fået et åbent strukturelt racistisk  parti med Frederik Vad,  Kaare Dybvad og andre der åbent bekender sig til den broderistiske mistænkeliggørelse, selv om hele dette komplot på videnskabeligt plan er tilbagevist.  Ikke desto mindre er broederismen nu en bærende del af af Socialdemokratiets DNA.

Følgende partier støtter strukturel racisme:

Dansk Folkeparti
Danmarksdemokraterne
Konservative
Venstre
Socialdemokratiet
Liberal Alliance

Et parti sluger kamelen : Moderaterne og SF (mere eller mindre)

 

 

Det stuerene og forladte mindretal; Alternativet og Enhedslisten

Det forladte mindretal består af Enhedslisten og Alternativet.  Det er jo for småt til at kaldes en “blok”.

Parlamentarisk set er tanken om at øve generel indflydelse på dansk politik for de to parter sådan set ikke “op ad bakke”, det ligner en bestigning af Mount Everest for utrænede i dårligt vejr.

Jeg husker oplæsningen af et dansk folkeeventyr fra min barndom: “Drengen fra Vradinge”, hvor en dreng havde fået til opgave at en heks for at slippe fri. Han skulle gå hjem med en en fin æske med noget hemmeligt indeni. Og selvfølgelig måtte han ikke åbne den. Og hvad gjorde han – bare for at kigge lidt? Gæt selv: Han åbnede den. Og ligeså snart sprang djævelen ud af æsken. Djævelen hoppede og skreg på tysk (selvfølgelig var djævelen tysk): “Was soll ich machen, was soll ich machen?” [Hvad skal jeg lave, hvad skal jeg lave”?] Drengen  gik i panik, for det er jo sin sag at holde sådan en satan beskæftiget. Det blæste, og midt i panikken vendte han hovedet op mod vinden og slog en gevaldig prut. Knægten bad nu djævelen om at samle prutten ind, så den kunne komme ind i æsken igen, og djlævelen måtte spæne rundt i syv kirkesogne for at samle prutten ind. Og så bleb prutten bragt til en høj, der kom til at hedde “Fruttebjerg”.

Politisk indflydelse på Christiansborg kan jo ikke kun for de efterladte partier bestå i at jage prutter og bringe dem til Fruttebjerg.

Herfra skal der sendes en opfordring til at stå fast på de positive værdier: Social solidaritet og  tanken om, at ethvert menneske har samme ret til at være her som alle andre.

Hvad angår den vigtigste værdi udenfor denne artikels scope, klimaet, grøn omstilling,  og bekæmpelse af kemisk ødelægggelse af kloden, kan de efterladte partier  måske se bort fra det helt nødvendige  oprør og søge indflydelse på mere traditionel vis.

Lad os kæmpe for opgøret mod racisme og for social solidaritet uden at stikke nogen blår i øjnene . Det vil kræve koncentreret, antiamerikansk og antikapitalistisk indsats.

I lyset af tanken om at bryde igennem barrieren er spørgsmålet ikke, om vi er små nok, men om der kan komme tryk på.