Hvad er en DPO
.
DPO’en – skal være god til forvaltningsret
DPO’ens position i en kommune adskiller sig væsentligt fra private virksomheder af omtrent samme størrelse. Det skyldes flere forskellige regelsæt.
Offentlige myndigheder har pligt til at træffe saglige afgørelser, der hviler på et sandfærdigt grundlag.
Det handler om principperne om legalitet og oplysning . Borgeren må aldrig udsættes for vilkårlig og skånselsløs forvaltning. 1Christensen, Bent 1968: “Trods al umage vil der ske fejl. Der er derfor tillige brug for midler, der giver mulighed for rettelse eller en anden reaktion mod begåede fejl. Sådanne midler har en tredobbelt betydning. For det første rettes faktisk en sket fejl i det omfang, det er praktisk muligt. For det andet vil reaktion over for en fejl i den konkrete sag hindre fremtidige lignende fejl. Og for det tredje har reaktionsmuligheden indirekte betydning derved, at selve dens eksistens virker gunstigt ind på ud øvelsen af offentlig myndighed.” (64)
Sandt/falsk eller skøn/vurdering?
I praksis går grænsen for lovligheden for forvaltningens afgørelse mellem det skøn/vurdering og saglighed. Pointen i denne artikel er, at også forvaltningens skøn og vurderinger bygger på observationer og påstande, hvis sandhedsværdi i hvert fald i nogen udstrækning vil kunne verificeres eller falsificeres og på den måde berigtiges.
Når man i den traditionelle juridiske litteratur har en tendens til at vige fra at bruge betegnelserne “sandt/falsk” og i stedet holder sig til “rigtigt/forkert”, skyldes det formentlig en forestilling om, at man i samme åndedrag altid i juridisk metode er nødt til at sondre mellem relevant og irrelevant: at jus og faktum i virkeligheden ser ud til at hænge sammen. Men den simple sammenhæng er nu engang den, at enten er borgeren alkoholmisbruger, eller også er han ikke. Det lader sig verificere eller falsificere. På den baggrund forekommer tilbageholdenheden på dette punkt. Dog omtales i en lidt anden sammenhæng “sandhedsforpligtelse” i et citat af Lars Nordkov Nielsen om sagsbehandlerens loyalitetspligt overfor sine foresatte. (Gammeltoft-Hansen 2002, 189). Motivet til den påfaldende tilbageholdenhed kan eventuelt tænkes at være, at selve forestillingen om, at der i teori eller praksis kan optræde enten forsætlig løgne eller i det mindste usandheder i forvaltningsafgørelser, i den grad strider mod juridiske professorers forestillinger, at det er unævneligt. Men ved ikke at fastslå som et simpelt princip, at vigtige afgørelser altid skal bygger på sande udsagn. Se her, Krarup 1968: 2“Den ugyldighedsgrund, der her er tale om, er nær beslægtet med vildfarelse, idet reglens centrale punkt er dette, at afgørelsen er truffet uden nogen korrekt vurdering af sagens særegenheder; denne situation kan teoretisk (men ikke altid i praksis) adskilles fra den mangel, der består i, at en afgørelse er truffet uden kendskab til, eller på grundlag af en fejlagtig opfattelse af sagens faktiske sammenhæng;” (Krarup, Offentlig Forvaltning, 1968). Ulysten til at bruge “sand/falsk” har længe været udpræget.
Hertigske har tidligere skrevet om “Berigtigelse i offentlig forvaltning”. Desværre er det min erfaring, at kommunerne i almindelighed ikke lever op til forvaltningsretlige standarder.
Eksempel 1
I praksis får de drabelige konsekvenser i form af, at børn fjernes fra deres forældre på basis af falske informationer. Moderen er ingen drukkenbolt, hun er heller ikke skizofren. Begge begrundelser er falske, men rettelsen fra løgn til sandhed mislykkes som regel fuldstændigt. Når først tvangsfjernelsen er en kendsgerning, går systemet i en self protection mode, hvor de oplysninger, der blev lagt til grund oprindeligt
Jeg har i flere kommuner erfaret, at henvendelser om berigtigelse bagatelliseres af kommunen og DPO’en, som smider sagen tilbage til den samme sagsbehandler, som så vurderer det samme som sidst uden overhovedet at granske, om påstanden er sand eller falsk.
Det er der simpelthen pligt til. Det følger dels af GDPR selv, men også af helt almindelige forvaltningsretlige grundsætninger. Det burde være indflydelse, at ved alvorlige tvangindgreb udenfor strafferetsplejen skal de centrale begrundelser hvile på sandfærdige begrundelser. Derfor gælder følgende princip
Ved berigtigelse skal de falske påstande berigtiges alle steder, hvor det forekommer i sagen. Juraen tilsiger, at hvis der 50 gange i en sag, inklusive begrundelser, indstillinger og afgørelser forekommer faktuelle fejl, så skal de berigtiges hvert sted, hvor de forekommer.
Men en stor del af DPO’erne bilder sig ind, at myndigheden bare kan lave en ny side 3456 i sagens bund og fortsætte sagsbehandlingen, uden at begrundelser eller indstillinger ændres. Forestillingen må være, at enhver, der træffer afgørelser fx i en tvangsfjernelsessag, enten i Børn- og UngeUdvalg, i Ankestyrelse eller byret, møjsommeligt forinden bruger en uges tid på at læse en sag op, og at vedkommende med stor og dyb interesse læser alle sagens sider med samme store koncentration og interesse. Sådan forholder det sig ikke.
Opfattelse: De kommunale DPO’er svigter for ofte
Som allerede antydet er det min erfaring, at DPO’er har en tendens til at svigte, når det handler om kommunernes overholdelse af Databeskyttelsesforordningens kapitel 5 om de Registreredes Rettigheder. Det handler om berigtigelse, anvendelsesbegrænsning og fremsendelse af orienteringsskrivelse til myndigheder, der har fået tilsendt falsk, ny berigtiget information.
Meningen er ikke, at DPO’en selv skal gøre det. Det handler om, at vedkommende skal tilsikre, at det sker.
Den kommunale DPO bør være borgmesterudnævnt
Ved “direkte referat” forstås, at en offentlig ansat helt eller delvist har direkte adgang til en chef. En Databeskyttelsesrådgiver bør være ansat direkte af borgmesteren for så vidt angår GDPR.
Han bør efter min principielle vurdering ikke være ansat i IT-afdelingen, og IT- eller digitaliseringschefen bør ikke have instruktionsforpligtelse overfor hende eller ham i sager, der vedrører Databeskyttelsesforordningen. Med andre ord. Vælger kommunen at ansætte en DPO, kan det være en person, der har andre opgaver. Vedkommende behøver ikke være jurist, men bør efter min opfattelse have godt kendskab til forvaltningsret, da det er nødvendig for air varetage. opgaven.
DPO’en eller Databeskyttelsesrådgiveren må ikke udsættes for, at en anden forvaltningschef, heller ikke økonomidirektør eller kommunaldirektør, blander sig i DPO’ens sagsbehandling indenfor varetagelse af opgaven. De må ikke have instruktionsbeføjelse. Kun borgmesteren. Min ikke verificerede fornemmelse er, at det alt for ofte sker, at DPO’en er underordnet IT-chefen.. Det ville være nemmere, hvis vedkommende var borgerrådgiver. Derfor er anbefalingen: En stabsfunktion med direkte referat til borgmesteren.
DPO’en er ikke klagesagsbehandler i gængs forstand, men kan internt sende en sag om berigtigelse tilbage til forvaltningen med besked om at granske den begærede sag ordentligt, at iagttage anvendelsesbegrænsning etc.
I Datatilsynets med fleres Vejledning herom hedder det:
“En databeskyttelsesrådgiver skal både være uafhængig og være i stand til at udøve uvildig rådgivning til organisationen. Derfor kan en databeskyttelsesrådgiver ikke være den øverste IT-ansvarlige eller øverste HRansvarlige i en organisation”.
Christensen, Bent: “Offentlig Administration og Folkestyre”, Munksgaard 1968
Krarup og Mathiasen, Forvaltningsret 1968
‘
Fodnoter
- 1Christensen, Bent 1968: “Trods al umage vil der ske fejl. Der er derfor tillige brug for midler, der giver mulighed for rettelse eller en anden reaktion mod begåede fejl. Sådanne midler har en tredobbelt betydning. For det første rettes faktisk en sket fejl i det omfang, det er praktisk muligt. For det andet vil reaktion over for en fejl i den konkrete sag hindre fremtidige lignende fejl. Og for det tredje har reaktionsmuligheden indirekte betydning derved, at selve dens eksistens virker gunstigt ind på ud øvelsen af offentlig myndighed.” (64)
- 2“Den ugyldighedsgrund, der her er tale om, er nær beslægtet med vildfarelse, idet reglens centrale punkt er dette, at afgørelsen er truffet uden nogen korrekt vurdering af sagens særegenheder; denne situation kan teoretisk (men ikke altid i praksis) adskilles fra den mangel, der består i, at en afgørelse er truffet uden kendskab til, eller på grundlag af en fejlagtig opfattelse af sagens faktiske sammenhæng;” (Krarup, Offentlig Forvaltning, 1968)
Privat seniorforsker, cand. scient., pol Aarhus University 1982
orcid.org/0000-0002-0533-0231
Published: "Kommuner, Regressionsanslyser og Bloktilskid 1982
Fuldmægtig, Ribe Kommunes Borgmesterkontor 1982-83
Fuldmægtig, Arbejdsmiljøinstitutrewt 1983-85
Fuldmægtig, Privatbanken 1985-87
Budget- og Planlægningschef Aktivbanken i Vejle 1987-90
DSB- Økonomikonttoret 1990-92
IT-sikkerhedsmedarbejder og -leder, 1992-1999
IT-revisor ISACA 1999-2000
Stifter og medejer af Nensome Security 2000-2003
Diskettedrevslås
Opfinder af metode til sikker sletning afdata på harddiske, patent
Fuldmægtig, Grønlands Selvstyre 2013-15
Konsulent i Persondatasikkerhed 2015-17
Timelærer i forvaltningsret ved Grønlands Universitet Nuuk 2015-17
Underviser i forvaltningsret ved Ledelsesakademier Nuuk 2016
Folkepensionist