Danmark bør støtte Grønlands egen bæredygtige hvalforvaltning

Af Mikael Hertig. grønlandsspecialist og folketingskandidat for Alternativet

Debatten om grønlandsk hvalfangst fylder jævnligt i Danmark. Ofte reduceres den til et spørgsmål om “for eller imod hvalfangst”, men det er en misvisende ramme. Hvis vi vil tage både klima, dyrevelfærd og oprindelige folks rettigheder alvorligt, bør vi i stedet tage udgangspunkt i, hvad Grønland faktisk allerede gør for at sikre bæredygtighed – og bygge dansk støtte på det. Lad det være slået fast: I Grønland fanges der hvaler, fordi hvalkødet spises. Mattak (spækket) spises som en særlig delikatesse. Men intet går til spilde.

Grønland tæller hvaler – og tilpasser kvoter

Grønland har siden 1980’erne investeret betydelige ressourcer i at tælle hvaler og opbygge et videnskabeligt grundlag for fangsten. Bestande af blandt andet pukkelhval, grønlandshval og flere narhval‑bestande overvåges gennem omfattende flytællinger, skibstogter, genetiske analyser og fotoidentifikation, hvor individuelle hvaler genkendes på halemønstre eller DNA. Disse data danner grundlag for de kvoter, der fastsættes for fangst i grønlandske farvande.

Det er ikke et “frihjulssystem”, hvor Grønland bare selv bestemmer tallene. Kvaliteten af bestandsvurderingerne vurderes i internationale videnskabelige komitéer, blandt andet under Den Internationale Hvalfangstkommission (IWC), før tallene kan bruges til at sætte kvoter. For eksempel anses bestanden af pukkelhval i dag for så stærk, at en begrænset fangst vurderes bæredygtig, mens narhval i nogle områder tidligere har været overudnyttet og derfor har fået strammere kvoter. Billedet er altså nuanceret: Grønland justerer fangsten efter bestandsudviklingen – op nogle steder, ned andre.

Bæredygtighed er allerede rygraden

Modstanden i Europa og desværre også i Danmark bygger på falske og/eller forældede påstande 

Når kritikere hævder, at grønlandsk hvalfangst ikke er bæredygtig, overser de ofte, at netop kravet om bæredygtighed er indbygget i det system, Grønland har udviklet sammen med internationale forskere.

Kvoterne skal ligge inden for det, bestandene kan tåle, og det dokumenteres gennem de målemetoder, der bruges verden over til bestandsvurdering af havpattedyr.

Samtidig er der i Grønland en erkendelse af, at man ikke kan klare opgaven alene. Mange bestande af storhvaler, narhval og hvidhval bevæger sig på tværs af flere landes farvande, og derfor er det nødvendigt, at både tællinger og forvaltningsplaner godkendes internationalt. Når kritikere i IWC eller andre fora påpeger mangler – fx for enkelte vågehval‑ eller finhvalbestande – har det også ført til, at Grønland har reduceret  kvoter og  styrket overvågningen.

Med andre ord: Grønland arbejder allerede inden for en ramme, hvor bæredygtighed ikke er et politisk slogan, men et operationelt krav, der kan måles og justeres.

Hvad kan Danmark så gøre – uden at tale Grønland ned?

Danmark bør derfor støtte Grønlands allerede veludviklede praksis. Vi skal tage udgangspunkt i disse eksisterende grønlandske indsatser – ikke i en forestilling om, at vi skal “opdrage” Grønland ud fra mere eller mindre vegetariske kostprincipper. Støtten kan tage mindst fire former:

1. Styrket forskningssamarbejde
   Danmark kan bidrage med forskningsmidler, teknisk udstyr og universitetskompetencer til de optællinger og analyser, som i forvejen udføres af Grønlands Naturinstitutog andre grønlandske miljømyndigheder. Det kan handle om flere flytællinger, bedre satellitmærkning, akustiske metoder og mere detaljerede data om vandringer og fødegrundlag – alt sammen med Grønland som faglig drivkraft.

2. Fælles oplysningsindsats i rigsfællesskabet
   I både Danmark og Grønland er der brug for bedre oplysning om, hvilke arter der fanges, hvordan bestandene har udviklet sig, og hvordan kvoterne fastsættes. Det kunne være let tilgængelige formidlingsmaterialer på dansk og grønlandsk, der forklarer metoderne bag bestandsvurderingerne og viser, hvor fangsten er sat ned for at genopbygge bestande, og hvor den er vurderet bæredygtig. Danmark kan hjælpe med at finansiere og udbrede denne formidling – men indholdet skal bygge på grønlandske data og prioriteringer.

3. Tydeligere politisk opbakning i internationale fora
   Kvoterne er videnskabeligt underbygget. Danmark  bør  være langt skarpere til at kommunikere, at grønlandsk hvalfangst er en del af en reguleret, dokumenteret og kulturelt forankret udnyttelse af levende ressourcer.

4. Det indebærer, at danske repræsentanter i IWC og andre sammenhænge holder fast i, at oprindelige folks forsyningsfangst ikke kan sidestilles med kommerciel storindustriel hvalfangst – netop fordi kvoterne for Grønland er fastsat ud fra forsigtighedsprincip og videnskabelig rådgivning.

Oplysning giver bedre debat – og stærkere legitimitet

En vigtig sidegevinst ved at støtte Grønlands eget arbejde med data og kvoter er, at det gør debatten mindre symbolsk og mere saglig og konkret. Når det er tydeligt, hvilke bestande der er i vækst, hvilke der er sårbare, og hvordan kvoterne ændrer sig over tid, bliver det svært for principryttere  at fastholde en unuanceret fortælling om, at “al hvalfangst er uansvarlig”.

For Grønland handler det om retten til at videreføre en fangst, der har stor betydning kulturelt, ernæringsmæssigt og økonomisk, men på en måde, der kan forsvares både over for kommende generationer og over for omverdenen. For Danmark handler det om, hvorvidt vi som partner i rigsfællesskabet vil bakke op om den indsats – eller lade debatten styre af billeder løsrevet fra fakta.

Hvis vi vælger det første, skal støtten tage udgangspunkt i det, Grønland allerede gør: tæller, dokumenterer, regulerer – og løbende justerer kursen, når videnskaben kræver det. Det er dér, Danmark kan støtte. Vi skal forstå Grønland bedre.