Danmark har verdensrekord i anbringelser. Der findes iblandt måske op mod halvdelen, der giver mening.

Fundamental forvaltningsret smadres hele tiden i dette knusende system

Grove og krænkende og dybe indgreb kræver en helt anden sagsbehandling end ansøgninger om udvidelse af et cykelskur. Man sondrer mellem “faktisk forvaltningsvirksomhed” og “afgørelsesvirksomhed”. Det er så een ting  Men jo mere bebyrdende forvaltningsakter kan blive overfor mennesker, des større krav stilles der.  Det minder om den retsstilling, en sigtet har i en retssal  . Derfor gælder Menneskerettighedskonventionens regler om fasr retterghang (artikel 6)  sammen med artikel 8 (Retten til et familieliv).

DET VAR EKSPEDITIONSSAGER, ikke dybt indgribende og bebyrdende forvaltningsafgørelser. Derfor tilsidesættesd reglerne om fair rettergang systematisk.

Vi ved, alt andet lige, at statistisk set klarer de anbragte sig væsentligt dårligere end ikke anbragte bla ndt børn med samme karakteristika.

Den danske konstruktion tilbyder ikke neutral saglig vurdering i forbindelse med anbringelser uden samtykke., Man har oversat det centrale begreb “best interest of the child” til på dansk “barnets (ultrakortsigtede) behov. Plejeforældre bliver trods oplagt finansiel inhabilitet brugt som eksperter. Før anbringelsen finder sted, præges den af confirmation bias. (;Myndighedsinhabilitet).

Andre lande end Danmark bruger ikke “frivillig anbringelse” som noget, der kan finde sted på forvaltningens initiativ. Men omkring mindst 3/4 af alle anbringelser er til at begynde med “frivillige” i den forstand, at de gennemføres med et formelt samtykke, under tvang.

Underneden lurer tonen “hvis du samtykker og samarbejde, er der STØRRE  chance for, at få hende/ham tilbage.

Det strIder mod alle regler for samtykke, også i forvaltningsretten. Et samtykke skal være FRIVILIGT. Når forvaltningerne så vurderer og noterer, hvor gode “forældrene er til at samarbejde”, køres fængselslogikken ud i det sovjetiske.

De børnesagkyndige lægger næsten udelukkende vægt på forældrenes evne til at trække grænser. Det ¨åbner mere eller mindre for sådan en Tante-Sofie logik, som jeg troede var forladt. Som partsrepræsentant for grønlændere i Danmark oplever jeg, at den grønlandske måde, hvor der lægges betydeligt mere vægt på at barnet først og fremmest skal drage lære af sine egne erfaringer, systematisk forveksles med laissez-faire og dermed manglende forældreevner.. Dette er  medvirkende til den fortsatte overrepræsentation af anbringelser af grønlændere i Danmark.

Her kommer min løse skitse til en fremtidfig ordning

1) Metoden skal ændres , og der skal kun anvendes neutrale sagkyndige psykologer,i sagsbehandlingen og forældrene sklal vælge dem. Hele det på nogle punkter meget stærkt kritisable og fejlspecificerede AI -støttesystem (AI uden EBH) DUBU skal skrottes.

2) Organiseringen skal ændres,. De kommunale familieforvaltninger skal kun forberede sager til afgøtelse. De kommunale Børn- og UngeUdvalg nedlægges.

Afgørelsesmyndigheden flyttes til regionale Børne- og Ungdomsnævn,. og Menneskerettighedernes artikler 8 og 6 om retten til et familieliv og adgang til fair forvaltningsretlig rettergang lægges til grund. Ankestyrelsens afdeling på feltet  nedlægges her, og alle sager kan ankes tilk domstole, hvor der mindst afsættes 1 retsdag til hver sag., Bisiddere får ordet som vidner. Byretsafgørelser skal alle kunne ankes til landsretten.

Metodeændringen indebærer, at der indføres RISIKOVURDERING, hvor anbringelsens skadelige konsekvenser for barnet altid indgår som centralt element. Fordelen skal efter et sagligt skøn overtrumfe dem (Jeg har aldrig i mine sager set det negative aspekt ved anbringelsen indgå som element i afvejningen)

Sigtet skal være langsigtet – det handler om barnets hele liv og ikke om, hvorvidt de pænt honorerede plejeforældre mener, at det er bedre, at barnet er hos dem end bos deres forældre.