Den akademiske venstrefløjs åndelige forkrøbling

Til Jürgen Habermas i venlig erindring

“Til det sidste kunne han rase mod “åndeligt forkrøblede politiske eliter” og den “smålige opportunisme i at opretholde magten”. Jürgen Habermas levede efter disse principper og skrev om dem hele sit liv.”

Af Mikael Hertig *

Forsker, cand. scient. pol.

Hvorfor faldt de ud til højre, aldrig til venstre?

Jürgen Habermas¹ har med formuleringen “den åndelige forkrøbling” (Verzwergung)² rettet skytset mod den akademisk-selvglade elites indbildte solidaritet og lighedssyn.

Hvorfor blev opmærksomheden på pjalteprolitariatet fanget af højrefløjens nazister ( ” Wir wollen Arbeit und Brot”, se plakat) og ikke af socialister?

Hvorfor kunne Trump præcist med sociale medier ramme de forarmedes fatttigdom i Midtvesten?

A propos Vesten, hvorfor blev De Gule Vestes³ kamp reelt en fordel for Marine Le Pens Rassemblement National (RN) ? Hvor blev den franske socialistisk/socialdemokratiske støtte af? Mit gæt er: Kapitalmagtens skræk for socialisme fik dem til tilsidst at vælge side. Hvem høstede fordel, da bevægelsen mobiliserede vælgere fra arbejder- og middelklassen, der tidligere havde støttet socialdemokraterne, men nu vendte sig mod Macron og søgte højrepopulistiske alternativer?

Splittelsen mellem højre og venstre sås i begyndelsen som striden i Tyskland omkring 1925: NSDAP⁴ omkring Brødrene Strasser⁵, hvis antikapitalistiske perspektiv kom til at stå overfor Thyssen-koncernen, der finansierede Hitlers konsolidering senest fra sidst i 1920’erne. For god ordens skyld:

Set med industriens øjne var spørgsmålet om demokratiske idealer ikke så vigtig som indflydelse, dominans på den politiske situation i det lange løb. Det væsentligste her er næppe kapitalmagtens dybe sociale indignation, men snarere skrækken for socialistisk modspil i den store magtkamp om samfundets generelle indretning og funktionalitet Nogle husker måske højrekræfternes angst for kommunisme og samfundskontrol med produktionsmidlerne? Tror nogen, at den skræk skulle være elimineret med murens fald? Heroverfor står Habermas’ med klare formuleringer som “Legitimationsproblemer i senkapitalismen⁶“, der dels rammer den totale afmarxismisering af den almindelige dannelse, som drukner i aldrig gennemanalyserede og forblommede forestillinger om “demokrati”.

Også i nutidens kampe om opmærksomheden møder er det måske værd at beskæftige sig med The Art of Non-decision Making.⁷” Enten bevidst eller ubevidst kan opmærksomheden afledes, eller drukne i falske vaneforestillinger om, at et eller andet ikke kan være anderledes. Pjalteproletariatet kan afskaffes. Og det har stor politisk betydning. I Danmark er der efter OECD-definitionen højst 200.000 fattige⁸. Løfter man kontanthjælpssatsen fra basis 13.000 til 18.000, månedligt før skat, vil fattigdom som nød, forårsaget af mangel på penge til at dække de basale livsbehov i Danmark dermed være afskaffet. ( ca 12 mia. årligt, ud af de offentlige kassers 1400 mia. altså mindre end 1 %. Pjalteproletariaets fattigdomsproblem kan løses. Hver gang, det her skal bortforklares, sætter akademia og højrefløjen lige “relativ” foran. På den måde starter bortforklaringernes store, bagatelliserende skuldertræk: “De skal bare tage sig sammen”, “de er dovne”, “der gider ikke”, og “det skal altid betale sig at arbejde” osv. Disse fraser er afledningsmanøvrer, der fritager partier og folk fra at se nærmere på de pågældende menneskers livsvilkår og – omstændigheder. Vi har både voksne og børn, der sulter. De har ikke råd til at holde jul. Transport er for dyr. Der spares på medicin. Med det lille fingerknips og det medfølgende skuldertræk er disse forhold druknet i ligegyldighedens hav.

Ulighed er der vel altid, men fattigdom er ikke nødvendig. Med lidt opmærksomhed og politisk vilje kan det problem løses fra den ene dag til den anden. Det kræver bare, at nogen forlanger det.

En ting er de rigtigt fattige. En anden er den urdybe angst for selv at havne i forladthed. værdighedstab og fattigdom, som nogle trods alt ser og lever klods op af. Fra min barndom husker jeg de tiggende gårdmusikanter, der i en sang skrålede med rå stemmer sang i gårdsangervisen.

“… så må du aldrig glemme,
i dag så er det mig,
i morgen måske dig. “

Den grundangst er universel. Velfærdsstatens idé om “sikkerhedsnettet skulle være garantien for, at alle skulle samles op.” Det er ikke længere et sikkerhedsnet. Det er et spøgelsesnet.

Venstrefløjens politikere og akademias manglende opmærksomhed på fattigdom til forskel fra ulighed ser for mig ud til at bygge på en forsimplet og spekulativ klasseforståelse: “Man skal please de vælgergruppers egen interesse, man ønsker at appellere til.” Man mener, der ingen stemmer er i idealistisk social indignation, hvis man ikke selv er fattig, og hvis man ikke kan vinde de fattiges stemmer, så er det bedre at please nogle andre indenfor ens målgruppe.

Det er netop udtryk for åndelig forkrøbling. De ideelle socialistiske forestillinger krymper til selvglad ukritisk spekulation.

I vore dages læserbreve, kommentarer og avisledere ser man ofte borgerliges selvidentifikation ved had til “Venstrefløjen”. Men se på aviser som Information,hvis socialisme er vaporiseret i akademisk blå luft. Eller på nichemedier som “Solidaritet” og “Arbejderen”, som er mere sovjetisk orientering end social indignation. Det ender i altså enten i akademisk luft eller gentagelse af floskler, der kan undværes.

Netop i den situation har Tyskland leveret to, desværre nu afdøde åndelige fyrtårne, Hans Magnus Enzensberger⁹ og Jürgen Habermas, der hver for sig og overbevisende har ydet bidrag til dey, der kunne være blevet den belæste venstrefløjs virkelighedsforståelse. Måtte de nå Danmark.

Ifølge Enzensberger karakteriserer det det demokratiske samfund, at det enkelte individ er beskyttet mod systemets magthaveres tilfældige og krænkende overgreb uden klar hjemmel i lov. Det er kernen i tanken om uafhængige domstole, og i adskillelsen mellem lovgivende og udøvende magt. Men vi lever i en virkelighed, hvor politi og domstole er nået frem til en fælles forståelse: Det handler om at beskytte magtsystemet mod det svage individ, dømme det for at sige bøh i kommunernes Jobcentre eller Familie- og handicapforvaltninger. Med den seneste lovændring kan det koste 8 år i spjældet at blive vred og slå i bordet over for en medarbejder i den kommunale forvaltning. I Enzensbergers øjne er der tale om et diktatorisk system i det omfang, det svage individ kan udsættes for krænkende indgreb: sanktioner uden saglig begrundelse ( i strid med fundamentale retlige garantiforskrifter). Det er forholdsvis let at forestille sig politiets reaktion, hvis et sådant individ anmelder medarbejderen i kommunen for at have udøvet psykisk vold.

I Skanderborg er dette kommet så vidt, at man har sparet de normale vagter i slot med bibliotek, sportshal, rådhus og politistation. Istedet for magtadskillelse ser vi magtsammensmeltning, hvor forvaltningen beskyttes mod individer. Kunne politiet drømme om at tage en anklage fra en borger mod politiet alvorligt?

Hurtigt oversat artikel fra Frankfurter Allgemeine Zeitung:(link nedenfor)

Filosoffen Jürgen Habermas, der døde i Starnberg den 14. marts i en alder af 96 år, stræbte oprindeligt efter at blive journalist. I 1950’erne udgav han adskillige artikler om moderne litteratur og kunst, såvel som om nye publikationer inden for filosofi, i Handelsblatt, Frankfurter Allgemeine Zeitung og Merkur.

Hans trang til at udtrykke sig forblev uformindsket til det sidste, men i stedet for at pålægge læserne obligatoriske lederartikler valgte han i sidste ende akademia. Hans engagement, uanset i hvilken form det tog, fulgte Immanuel Kants forskrift: filosofi, ligesom journalistik, skulle forfølges “med et kosmopolitisk formål”.

Selvom Habermas var polemisk og skarp i sine journalistiske indgreb, kunne kommunikationsteoretikeren være skræmmende uforståelig i sine akademiske værker. Ikke desto mindre var hans internationale berømmelse ustoppelig. Habermas’ bøger blev oversat ikke kun til engelsk, men også til spansk, kinesisk og endda arabisk.

Habermas formede intellektuelle begreber: formuleringer som “kommunikativ handling”, “dominansfri diskurs”, de dengang berømte “legitimationsproblemer i senkapitalismen“, den “nye obskuritet”, “indhentningsmodernitet” og frem for alt “oplysningsprojektet” er blevet en del af Forbundsrepublikken Tysklands dannede ordforråd.

Helt til det sidste kunne denne uafhængige person i Forbundsrepublikken rase mod “åndeligt forkrøblede politiske eliter” og den “smålige opportunisme i at opretholde magten”. Jürgen Habermas levede efter disse principper og skrev om dem hele sit liv.

Nekrologen for en stor oplysningstænker (SZ Plus): https://www.sz.de/projekte/artikel/politik/e847093..