Et sundhedsvæsen til almindelige mennesker i det levende liv

 

Indledning

Jeg stiller op for Alternativet, fordi vi har brug for et sundhedsvæsen, der igen tager udgangspunkt i hele mennesker, hele familier og hele liv – ikke kun i systemer, specialer og kampagner. Jeg er gammel nok til at huske en tid, hvor man talte om almindelige sygehuse til almindelige mennesker med almindelige sygdomme. Den tanke er mere moderne end nogensinde.

 

 

---

1. Hele mennesket – ikke højre storetå

 

Vi har skabt et sundhedsvæsen, hvor kroppen ofte bliver behandlet som en maskine, der skal en tur på værksted: ind, repareres, ud igen. Men mennesker er ikke biler. Vi har følelser, relationer, arbejde, bekymringer og andre sygdomme end den, der står på henvisningen.

 

Jeg er ikke imod specialister. Jeg er imod, at systemet ensidigt belønner smal specialviden på bekostning af helhedssyn. Jo mere systemet dyrker højre storetå, jo større er risikoen for, at vi mister blikket for resten af kroppen og resten af livet. Vi skal genoprette respekten for generalisterne – de læger, sygeplejersker og andre faggrupper, der tager ansvar for hele mennesket og det samlede forløb.

Derfor vil jeg arbejde for:

• Styrkelse af almen praksis og de bredt funderede medicinske specialer.

• Tværfaglige teams, der har ansvar for hele patientens forløb – ikke kun ét organ.

• At nye sundhedspakker altid vurderes på, hvad de betyder for de mange med flere kroniske sygdomme, ikke kun for de “fine” diagnoser.

---

2. Nære sygehuse og sundhedstilbud – der hvor mennesker bor

Vi har i årevis centraliseret og bygget supersygehuse. De kan en masse, og de redder liv. Men prisen er ofte blevet længere afstande, mindre tryghed og ringere sammenhæng for især ældre og kronisk syge.

Sundhedsvæsenet må ikke være  et prestigeprojekt

.

 Vi  skal genvinde modet til at sige, at ikke alt skal samles i få kæmpehuse. Noget skal ligge tæt på der, hvor folk faktisk bor.

Jeg vil arbejde for:

• At stoppe automatisk centralisering og kræve reel borger- og faglig inddragelse, før funktioner flyttes eller lukkes.

• At styrke lokale og regionale tilbud, så almindelige sygdomme kan behandles tættere på patienterne.

• At gøre samarbejdet mellem hospital, kommune og almen praksis mere forpligtende, så patienten ikke falder mellem stolene.

---

3. Pårørende og flok – sygdom rammer aldrig én alene

I dag er sundhedsvæsenet stadig indrettet, som om sygdom kun rammer et individ. Men mennesker er flokdyr. Når et mennekset  bliver syg, rammer det også partneren, børnene, kollegerne og omgangskredsen. Pårørende bliver ofte uformelle medbehandlere, bare uden rettigheder, støtte eller tid.

Jeg  ønsker et sundhedsvæsen, der ser flokken omkring den syge, ikke kun CPR-nummeret. Pårørende skal ikke være gæster, der må bede pænt om lov til at deltage – de skal inviteres med, når patienten ønsker det. Det er både mere menneskeligt og bedre behandling.

Derfor foreslår jeg:

• Styrkede rettigheder for pårørende til at deltage i samtaler og planlægning, når patienten samtykker.

• Mulighed for fleksibel arbejdstid eller kompensation til pårørende i de tungeste forløb.

• Systematisk inddragelse af pårørende i rehabilitering og efterforløb.

---

4. Forebyggelse i det levede liv – ikke i glansbilledet

Forebyggelse er blevet en industri med kampagner, billeder og velmente gode råd. til, hvordan folk skal leve deres liv.  Men alt for ofte taler de til en familie, der ikke findes. I den virkelige verden står far og mor kl. 17.30 med sultne børn, vasketøj og 10 minutter til aftensmad – og så bliver det spaghetti med kødsovs. Det er ikke uansvarligt. Det er virkeligheden.

Når store NGO’er lancerer dyre kampagner med opskrifter, der tager en time og kræver overskud og specialbutikker, så plejer de deres image mere, end de ændrer hverdagen. Forebyggelse, der ikke kan laves mellem 17 og 18 med skrigende unger om benene, er ikke forebyggelse i virkeligheden – det er pynt.

Jeg vil flytte forebyggelse:

• Fra skyld og skam til små, realistiske skridt, der passer ind i travle liv.

• Fra dyre reklamekampagner til strukturelle løsninger: sunde måltider i daginstitutioner og skoler, ordentlig kantinemad, bedre byrum og bevægelsesmuligheder.

• Fra moralske pegefingre til praktisk hjælp: hvordan gør man den spaghetti med kødsovs lidt sundere, i stedet for at skælde ud med blomkålsgratin på en time?

---

5. Hvad jeg vil måles på

Jeg ønsker et sundhedsvæsen, der:

• Ser hele mennesket, ikke kun diagnosen.

• Styrker generalister og tværfaglighed, ikke kun smalle specialer.

• Giver adgang til nære sygehuse og sundhedstilbud, der hvor mennesker bor.

• Gør pårørende til medspillere, ikke til bipersoner.

• Bedriver forebyggelse i det levede og levende liv – ikke kun i reklamefilm.

Det er min sundhedspolitiske retning: mindre prestige, mere nærhed. Mindre systemlogik, mere menneskelighed. Mindre skyld, mere realistisk hjælp.