Anbringelser i praksis: Bekymring, risiko, symmetri

 

 Bekymring og/eller  risiko i dansk Anbringelsespraksis

 

 

Den danske anbringelsespraksis  er i nogen grad koncentreret om  bekymring1“følelse af uro, nervøsitet eller ængstelse fx over aktuelle eller fremtidige problemer”. Bekymring opstår. Den undersøges. Den beskrives. Den dokumenteres.  Og så indgår  ordet “bekymring” som regel i forbindelse med en  anbringelse udenfor hjemmet. .

Social- og Boligstyrelsens Tragtmodel beskriver sit formål som at understøtte “balancerede risikovurderinger”. Modellen indleder dog med bekymring som kategori . Mens ‘bekymring’ refererer til en følelse af ængstelse, baseret på observationer, skal følelsen ses som input til en nærmere granskning, der kan ende med en vurdering. . (Social- og Boligstyrelsen, 2020)

Selv om det kan forekomme simpelt, er ærindet her at spørge:

“Hvad sker der med en sag, når en bekymring først er blevet etableret som udgangspunkt for den videre tænkning og ender igen at opstå som begrundelse for en afgørelse?

Tragtmodellens første inout er “Bekymring”. Der spørges blandt andet til, hvad der bekymrer, hvordan bekymringen kommer til udtryk, og om den er tilstrækkeligt belyst. Sagsbehandlerteamet opfordres til at estimere  følelelsen  af begkymring på en skala  fra 1 til 10.  Derefter  følger frn den hypotetiske fremstilling: “Hvad kan det her føre til?  (Social- og Boligstyrelsen, 2020)

Det er en systematisk måde at arbejde på. Men det er også en særlig  måde at organisere forestillingerne om den nære fremtidsvirkelighed på.

Historiske underretninger og observationer kan få let en kumulativ karakter. Men er de løsrevne, organiserede? Hvordan hænger de sammen? En ny underretning føjer sig til de tidligere. En ny observation føjer sig til de tidligere observationer. Efterhånden kan der opstå et samlet billede af en et barns situation i en familie som bekymrende. En ophobning af oplysninger er ikke nødvendigvis det samme som en prognose.

Hvis en oplysning skal bruges som grundlag for en risikovurdering, bør man også spørge, hvilken prædiktiv betydning den har. Hvad fortæller den om risikoen for dette barn nu? Hvad fortæller den om barnets fremtid? Og hvad ved vi egentlig om årsagssammenhængen?

 

Forvaltningsagen bygger på historien op til nu. Barnets liv går fremad.

Et barn kan have en historie med mange underretninger. Det kan have været udsat for alvorlige problemer. Men det kan også have udviklet sig. Forældrene kan have ændret deres liv. Familien kan have fået nye ressourcer. Barnet kan have fået nye relationer.

Derfor bør en historisk oplysning ikke automatisk have samme vægt ti år senere, som den havde, da den blev registreret.

Den anden tidsretning er mindst lige så vigtig. Hvad betyder den beslutning, der træffes nu, for barnets liv om fem, ti eller tyve år?

Her findes der en omfattende dansk forskning om anbragte børn og unge. Register- og forløbsundersøgelser viser, at tidligere anbragte som gruppe har vanskeligere livsforløb end andre unge. Noget af forskellen hænger sammen med de forhold, der førte til anbringelsen. Det er derfor ikke muligt blot at sammenligne anbragte med alle andre børn og tilskrive forskellen selve anbringelsen.

Men netop derfor er sammenligninger med børn med tilsvarende udsathed interessante. VIVE arbejder blandt andet med registerbaserede analyser, hvor unge med anbringelseserfaring sammenholdes med unge med lignende problemer, som ikke har været anbragt. Spørgsmålet bliver dermed ikke kun, hvordan det går anbragte børn, men også hvad der sker med børn, der på forskellige måder ligner hinanden, når den ene gruppe anbringes og den anden ikke gør. (VIVE, 2026)

Denne viden har betydning for, hvordan man bør forstå risiko.

Anbringelse bør ikke alene betragtes som et svar på en risiko, der allerede findes. Anbringelsen er også en intervention. Den ændrer barnets liv. Den kan skabe nye muligheder. Den kan skabe nye risici.

Barnet får måske mere stabilitet. Det kan få bedre skolegang og nye relationer. Det kan få adgang til voksne, som det knytter sig til.

Men barnet kan også miste hverdagskontakten med sine forældre. Det kan miste kontakt til søskende eller øvrigt netværk. Det kan miste en del af sit sprog eller sin kulturelle sammenhæng. Det kan opleve skift af anbringelsessted. Det kan få en livshistorie, hvor den biologiske familie bliver stadig mere fjern.

De nye anbefalinger fra Social- og Boligstyrelsen er i denne sammenhæng interessante. De lægger vægt på stabile relationer, familie og netværk, sociale fællesskaber, skole og barnets forståelse af sit eget ophav og sin egen historie. (Social- og Boligstyrelsen, 2024a)

Dermed anerkendes en række af de forhold, som kan blive påvirket af en anbringelse.

Men der er forskel på at anerkende disse forhold som kvalitetsmål under en anbringelse og at inddrage dem som risici, når det besluttes, om et barn skal anbringes.

Det er denne forskel, der fortjener en nærmere undersøgelse.

En risikovurdering bør være symmetrisk.

Man bør spørge, hvad risikoen er ved at lade barnet blive hjemme. Men man bør samtidig spørge, hvad risikoen er ved at anbringe barnet.

Det gælder også senere i forløbet.

Hvis forældrenes situation ændrer sig, bør spørgsmålet ikke alene være, om den oprindelige bekymring stadig findes. Man bør også spørge, hvordan det samlede risikobillede nu ser ud ved henholdsvis fortsat anbringelse og hjemgivelse.

Det er blevet særlig vigtigt med Barnets Lovs styrkelse af kontinuiteten i anbringelserne.

En permanent anbringelse kan efter loven opretholdes, selv om betingelserne for den oprindelige anbringelse ikke længere er opfyldt. Begrundelsen kan være, at barnet har opnået en så stærk tilknytning til anbringelsesstedet, at det på kortere og længere sigt må antages at være af væsentlig betydning for barnet at blive der. (Barnets Lov, § 67; Social- og Boligministeriet, 2024)

Dermed kan anbringelsen selv ændre beslutningsgrundlaget.

Først er problemet måske forældrenes forhold.

Senere er problemet måske risikoen ved at bryde barnets tilknytning til plejefamilien.

Det kan være både rimeligt og nødvendigt. Men det bør være synligt, at den nye situation til dels er skabt af den tidligere beslutning.

Det rejser et særligt spørgsmål: Hvordan vurderer man risikoen ved at fortsætte en intervention, når nogle af de forhold, der taler for fortsættelsen, er opstået som følge af interventionen selv?

Det samme spørgsmål gælder kommunens egen virksomhed.

En risikovurdering bør ikke kun beskrive forældrenes risici. Den bør også kunne beskrive risici ved plejefamilien, børne- og ungehjemmet og kommunens egen sagsbehandling.

Der kan være risici ved et dårligt match. Ved skiftende voksne. Ved personaleudskiftning. Ved utilstrækkelig skolegang. Ved svækket kontakt til familien. Ved konflikter om samvær. Ved langvarig sagsbehandling. Ved manglende koordinering.

Og der kan være risici ved kommunens måde at samarbejde med forældrene på.

I den eksisterende praksis registreres forældrenes samarbejdsvilje. Det er rimeligt at undersøge, om forældrene samarbejder. Men samarbejde er ikke kun en egenskab ved den ene part.

Et samarbejde består af mindst to parter.

Hvis en forælder modsætter sig kommunens beskrivelse af situationen, kan det beskrives som modstand. Men det kan også være en uenighed om virkeligheden. Hvis en forælder siger, at anbringelsen er unødvendig, eller at kommunen har handlet forkert, er det en påstand. Den bør kunne undersøges som sådan.

Her bliver spørgsmålet om forforståelse vigtigt.

Tragtmodellen er faktisk opmærksom på dette. Den peger på aktørernes forforståelser og på, hvordan egne og andres normer kan påvirke synet på familiens situation. (Social- og Boligstyrelsen, 2020)

Det er et godt udgangspunkt.

Men man kan gå videre.

Spørgsmålet er ikke kun, om sagsbehandleren har en forforståelse. Spørgsmålet er også, hvilke forforståelser der er indbygget i selve systemets måde at organisere oplysninger på.

Hvad bliver registreret?

Hvad bliver gentaget?

Hvad bliver til en risikofaktor?

Hvad bliver til en beskyttelsesfaktor?

Hvad bliver betragtet som relevant viden?

Og hvad findes der ikke et naturligt sted at skrive?

Det er her, Gunnar Myrdals metodiske pointe er relevant. Man bør ikke forestille sig, at man kan fjerne alle værdiforudsætninger og opnå et rent objektivt system. Man bør i stedet gøre værdiforudsætningerne synlige. (Myrdal, 1969)

Det samme gælder risikovurderingen.

Det er ikke nødvendigt at foregive, at en risikomodel er værdifri. Tværtimod bør man spørge, hvilke værdier der ligger bag vurderingen.

Hvilke former for skade tillægges størst vægt?

Hvor langt frem i barnets liv ser man?

Hvor meget vægtes barnets biologiske familie?

Hvor meget vægtes stabilitet?

Hvor meget vægtes risikoen ved et brud med plejefamilien?

Hvor meget vægtes risikoen ved ikke at gribe ind?

Disse spørgsmål kan ikke besvares af en matematisk model alene.

Men de kan gøres synlige.

Her kan ISO 31000 være en interessant metodisk inspiration. Standarden beskriver risikostyring som en proces, hvor risici identificeres, analyseres, evalueres, behandles og løbende overvåges. Den kan anvendes på beslutninger og aktiviteter på tværs af sektorer. (ISO, 2018)

Overført til anbringelsesområdet ville det betyde, at man ikke kun identificerer risikoen i familien.

Man identificerer risikoen ved de forskellige handlingsmuligheder.

Man sammenligner dem.

Man vurderer deres sandsynlighed og konsekvenser.

Man gør usikkerheden synlig.

Og man gentager vurderingen, når barnets situation ændrer sig.

Det er ikke det samme som at sætte et tal på et barn.

Det er snarere et forsøg på at sikre, at beslutningen ikke kun bygger på den risiko, der førte til interventionen, men også på de risici, interventionen selv medfører.

Denne måde at tænke på ændrer også synet på barnets lange livsperspektiv.

En beslutning om anbringelse handler ikke kun om barnets situation i morgen.

Den kan påvirke barnets forhold til forældre, søskende, sprog, kultur, skole, uddannelse, netværk og senere voksenliv.

Social- og Boligstyrelsens nyere anbefalinger understreger netop betydningen af barnets livshistorie, relationer og fremtidige tilhørsforhold. De peger også på, at sagsakter ofte beskriver problemerne, der førte til anbringelsen, uden nødvendigvis at beskrive hele barnets livshistorie. (Social- og Boligstyrelsen, 2024a)

Det er en væsentlig erkendelse.

For barnets livshistorie er mere end historien om de forhold, der førte til anbringelsen.

Den indeholder også historien om selve anbringelsen.

Hvem var der?

Hvem forsvandt?

Hvem blev?

Hvem fik lov til at fortælle barnet, hvad der var sket?

Hvilket forhold fik barnet til sine forældre?

Hvilken betydning fik samværet?

Hvilken betydning fik begrænsningerne i samværet?

Det er også en del af barnets liv.

Og det er her, spørgsmålet om kontrol får betydning.

Kontrol af samvær, observation af forældre og børn og vurdering af, hvad der bliver sagt under samværet, kan være begrundet i konkrete forhold. Men kontrol er også en intervention. Den kan påvirke relationen mellem barnet og forældrene.

Hvis barnet befinder sig i et krydspres mellem forældre, plejefamilie og myndigheder, kan selve kontrollen blive en del af det krydspres.

Derfor bør også kontrolforanstaltninger kunne indgå i en risikovurdering.

Det samme gælder begrænsninger af forældrenes mulighed for at fortælle barnet deres egen version af anbringelsen.

Et barn har en historie før anbringelsen. Det har også en historie om anbringelsen. Hvis kun én aktørs fortælling får status som den autoritative fortælling, opstår der et særligt spørgsmål om barnets mulighed for at forstå sit eget ophav.

Det er interessant, at Social- og Boligstyrelsen nu anbefaler, at barnet støttes i sin forståelse af eget ophav og egen historie. (Social- og Boligstyrelsen, 2024a)

Det peger i retning af et bredere syn på anbringelsen.

Men det rejser også et spørgsmål om praksis: Hvordan sikres det, at barnets historie ikke alene bliver historien om de bekymringer, som førte til anbringelsen?

Her møder anbringelsessystemet et mere grundlæggende spørgsmål om magt.

Hans Magnus Enzensberger skrev om, hvordan kategorier som loyalitet og forræderi opstår i forholdet mellem individ og system. Det interessante er ikke kun, om den enkelte er loyal eller illoyal. Det er også, hvem der har magt til at definere, hvad loyalitet betyder. (Enzensberger, 1964)

På anbringelsesområdet kan spørgsmålet stilles på en tilsvarende måde.

Hvem definerer samarbejdsvilje?

Hvem definerer bekymring?

Hvem definerer risiko?

Hvem definerer, hvornår en forælders modstand er relevant information, og hvornår den bliver endnu et tegn på problemet?

Det betyder ikke, at forældrenes version nødvendigvis er den rigtige.

Det betyder, at heller ikke myndighedens version bør være hævet over undersøgelse.

En mere udviklet risikomodel bør derfor ikke søge den objektive sandhed. Den bør søge en mere gennemsigtig beslutningsproces.

Den bør gøre værdiforudsætningerne synlige.

Den bør skelne mellem observation, fortolkning og prognose.

Den bør skelne mellem historiske oplysninger og deres aktuelle betydning.

Den bør beskrive både risikoen ved indgriben og risikoen ved ikke at gribe ind.

Den bør inddrage de risici, som anbringelsesstedet og myndigheden selv kan skabe.

Og den bør se på barnets liv over tid.

Det vil være en anden måde at tænke anbringelse på.

Ikke en model, hvor man forsøger at afgøre, om en familie er “højrisiko”.

Men en model, hvor man spørger:

Hvilke risici står dette barn over for?

Hvilke risici skaber de forskellige handlingsmuligheder?

Hvem bærer risikoen?

Hvor sikkert ved vi det?

Hvad ved vi ikke?

Og hvordan kan beslutningen forventes at påvirke barnets liv på langt sigt?

Det er ikke et objektivitetsprojekt.

Det er et forsøg på at gøre beslutningsgrundlaget mere åbent.

Fra bekymring til risiko.

Fra risiko til valg mellem alternativer.

Og fra den enkelte administrative afgørelse til barnets lange liv.

Litteratur

Enzensberger, Hans Magnus (1964): “Til forræderiets teori”. Dansk oversættelse offentliggjort på Alternativt.eu. Artiklen “Til forræderiets teori”

ISO (2018): ISO 31000:2018 Risk management — Guidelines. International Organization for Standardization. Standarden er fortsat gældende.
I
ISO

Myrdal, Gunnar (1969): Objectivity in Social Research. New York: Pantheon Books.

Social- og Boligministeriet (2024): Bekendtgørelse af barnets lov. § 67 om permanente anbringelser.
R
Retsinformation

Social- og Boligstyrelsen (2020): Vejledning til brug af Tragtmodellen. Udarbejdet af Katrin Leicht Schnohr, Lotte Andersen og Steen Bach Hansen for Socialstyrelsen.
S
Sbst

Social- og Boligstyrelsen (2024a): Anbefalinger om den gode anbringelse.
S
Sbst
+1

Social- og Boligstyrelsen (2024b): Vejledning om anbringelse – Delvejledning 4 af 6 til Barnets Lov.
R
Retsinformation

Social- og Boligstyrelsen (2024c): Anbefalinger om skånsomme skift i anbringelsen.
S
Sbst

VIVE: Anbringelse og veje ind i voksenlivet – en registerbaseret analyse af unges liv som 25-årige. VIVE, igangværende registerundersøgelse.

Jeg synes især, at artiklens styrke ligger i, at den ikke angriber ICS for at være en “bekymringsmodel”. Den anerkender, at der allerede findes risikotænkning, og flytter kritikken til det mere præcise spørgsmål: Hvilke risici tælles med, og hvad sker der med de risici, som selve indgrebet skaber? Det giver efter min mening et langt bedre afsæt for næste del af bogen.

I
R
S
Kilder

Fodnoter

• 1
  “følelse af uro, nervøsitet eller ængstelse fx over aktuelle eller fremtidige problemer” ↩︎