Forord af Mikael Hertig

FN kan ikke enes om at fordømme “terror” og “terrorisme”  (USA nedlægger formentlig veto?)

Men her er der et aldrig vedtaget udkast:

Så k resultatet af de uformelle konsultationer om et udkast til en omfattende konvention om international terrorisme, afholdt fra 25. tilører vi. Jeg holder mig tæt til originalen, også hvor dansk juridisk stil kunne friste til en friere formulering.

Bilag I

Koordinatorens rapport om resultatet af de uformelle konsultationer om et udkast til en omfattende konvention om international terrorisme, afholdt fra 25. til 29. juli 2005

Indledning

Fra den 25. til den 29. juli 2005 indkaldte formanden for Den Sjette Komité på anmodning af interesserede delegationer til uformelle konsultationer om de udestående spørgsmål vedrørende udkastet til en omfattende konvention om international terrorisme. Som koordinator for denne konvention havde jeg den ære at lede disse konsultationer, som var åbne for alle delegationer, fra den 25. til den 28. juli. Jeg havde desuden uformelle kontakter med interesserede delegationer i denne periode.

De grundlæggende referencetekster under konsultationerne var dem, der fandtes i bilag I-IV til rapporten fra den Ad Hoc-Komité, der var nedsat ved Generalforsamlingens resolution 51/210 af 17. december 1996,a samt to uformelle forslag, der blev rundsendt under de aktuelle konsultationer, vedrørende henholdsvis et nyt præambelafsnit og stk. 2 i artikel 18.

Som det har været vores praksis, arbejdede vi efter de traditionelle regler for forhandlinger om multilateral lovgivning, nemlig at alle forslag forblev på bordet, indtil de blev trukket tilbage af deres forslagsstillere, og at »intet er aftalt, før alt er aftalt«.

Under den generelle meningsudveksling fremhævede delegationerne, at tidspunktet var modent til at overvinde politiske forskelle og udvise fleksibilitet i forhandlingerne med henblik på at færdiggøre teksten til en omfattende konvention om international terrorisme. Nogle delegationer understregede, at den omfattende konvention ville udgøre et værdifuldt supplement til den retlige ramme, der allerede var etableret gennem de 13 eksisterende instrumenter til bekæmpelse af terrorisme.

Andre delegationer bemærkede behovet for at sondre mellem terrorhandlinger og folkes legitime kamp for selvbestemmelse. Der blev endvidere fremsat forslag om at medtage begrebet statsterrorisme i definitionen af terrorisme.

Nogle delegationer foreslog, at der kunne nås et kompromis ved at medtage en klar erklæring om selvbestemmelse i præamblen og vedtage teksten til artikel 18, som foreslået af den tidligere koordinator. Andre delegationer gav udtryk for støtte til den tekst til artikel 18, som var foreslået af Organisationen for Den Islamiske Konference (OIC).

Yderligere præambelafsnit

Efter bilaterale konsultationer foreslog jeg på det andet møde, at følgende formulering, baseret på den dispositive paragraf 15 i Generalforsamlingens resolution 46/51 af 9. december 1991, blev føjet til præamblen:

»Bekræfter på ny, at intet i denne konvention på nogen måde skal foregribe den ret til selvbestemmelse, frihed og uafhængighed, som følger af De Forenede Nationers pagt, for folk, der med magt er blevet berøvet denne ret, eller disse folks ret til at kæmpe for dette mål i overensstemmelse med folkeretten.«

Delegationerne hilste den nye tekst velkommen som grundlag for videre drøftelser. Det blev påpeget, at selv om formuleringen var baseret på tidligere vedtagne tekster, burde den genovervejes i lyset af, at den foresloges optaget i et juridisk bindende instrument. Det blev endvidere foreslået at omformulere teksten som en positiv gentagelse af retten til selvbestemmelse i stedet for som en undtagelses- eller forbeholdsklausul. Desuden blev det foreslået at tilføje en henvisning til Erklæringen om folkerettens principper vedrørende venskabelige forbindelser og samarbejde mellem stater i overensstemmelse med De Forenede Nationers pagt,b sådan som det var gjort i det relevante afsnit i Generalforsamlingens resolution 46/51.

Flere delegationer tilkendegav, at de foretrak at anvende en ny formulering i præamblen for at lette opnåelsen af konsensus om konventionen og navnlig om artikel 18, som foreslået af den tidligere koordinator. Andre delegationer hilste, samtidig med at de tilsluttede sig hovedindholdet af det foreslåede præambelafsnit, dette velkomment, men fandt, at en så vigtig bestemmelse snarere burde optages i den operative del af udkastet til konventionen.

Nogle delegationer bemærkede, at det foreslåede præambelafsnit ville præcisere henvisningen til »folk« i stk. 1 i artikel 18, som foreløbigt var blevet godkendt i 2001.

Den 27. juli, efter bilaterale kontakter med interesserede delegationer, rundsendte jeg følgende reviderede version af teksten, hvori der var taget hensyn til de bemærkninger, der var fremsat på det andet og tredje møde:

»Bekræfter på ny, at alle folk i overensstemmelse med De Forenede Nationers pagt og Erklæringen om folkerettens principper vedrørende venskabelige forbindelser og samarbejde mellem stater i overensstemmelse med De Forenede Nationers pagt,b har ret til selvbestemmelse, frihed og uafhængighed; og at de folk, der med magt er blevet berøvet muligheden for at udøve denne ret, har ret til at kæmpe herfor i overensstemmelse med de relevante principper i pagten og den ovennævnte erklæring.«

I forbindelse med bemærkningerne til denne tekst gentog nogle delegationer deres opfattelse af, at tilføjelsen af et præambelafsnit om retten til selvbestemmelse, som led i en samlet pakke sammen med teksten til artikel 18, som foreslået af den tidligere koordinator, kunne danne grundlag for en aftale om den endelige tekst til den omfattende konvention. Flere delegationer understregede, at medtagelsen af en sådan formulering i præamblen udgjorde en væsentlig indrømmelse og kun kunne accepteres som led i en sådan pakke.

De foretrak denne fremgangsmåde frem for at genåbne de operative bestemmelser, som efter deres opfattelse i vidt omfang allerede var blevet principielt aftalt. Disse delegationer tog imidlertid forbehold over for indholdet af det foreslåede præambelafsnit, herunder blandt andet henvisningerne til erklæringen og ordene »kamp« og »med magt berøvet«.

Andre delegationer gav udtryk for, at selv om de gik ind for at medtage det reviderede præambelafsnit, var dette utilstrækkeligt som grundlag for en endelig aftale om udkastet til konventionen. Ifølge disse delegationer var artikel 18 fortsat det vigtigste stridspunkt. I denne forbindelse gentog de deres støtte til den tekst, der var foreslået af OIC.

Med hensyn til udformningen af det reviderede præambelafsnit foretrak disse delegationer, at bestemmelsen blev placeret i en operativ bestemmelse som en undtagelses- eller forbeholdsklausul.

Den sidste dag af konsultationerne, den 29. juli 2005, efter yderligere bilaterale kontakter og under fuld hensyntagen til de bemærkninger, der var fremsat under de uformelle konsultationer, foreslog jeg følgende tekst til præamblen:

»Bekræfter på ny, at alle folk i overensstemmelse med De Forenede Nationers pagt, den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder,c den internationale konvention om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder,c og Erklæringen om folkerettens principper vedrørende venskabelige forbindelser og samarbejde mellem stater i overensstemmelse med De Forenede Nationers pagt,b har ret til selvbestemmelse, frihed og uafhængighed; og at de folk, der med magt er blevet berøvet muligheden for at udøve denne ret, har ret til at kæmpe herfor i overensstemmelse med de relevante principper i pagten og den ovennævnte erklæring.«

På grund af den korte tid, der var til rådighed, blev denne reviderede tekst ikke drøftet og kan kræve yderligere overvejelse.

Artikel 18

Under vores tredje møde fremsatte Jordans delegation følgende forslag til stk. 2 i artikel 18:

»Bortset fra en overtrædelse efter artikel 2, stk. 1, litra a), i denne konvention, begået mod en beskyttet civilperson, på hvilken denne konvention finder anvendelse, er aktiviteter under en væbnet konflikt, således som disse begreber forstås efter den humanitære folkeret, og som reguleres af denne ret, ikke omfattet af denne konvention.«

Jordans delegation forklarede, at dens tekst søgte at løse de udestående spørgsmål vedrørende artikel 18 i konventionen. Det blev understreget, at forslaget ville afspejle både den generelle konsensus om, at angreb på civile under alle omstændigheder bør betragtes som terrorhandlinger, og det aktuelle udviklingstrin inden for den humanitære folkeret med hensyn til ikke-statslige aktørers handlinger under væbnede konflikter.

Efter delegationens opfattelse ville den foreslåede tekst også skabe en klar afgrænsning mellem handlinger, der reguleres af den humanitære folkeret, og handlinger, der er omfattet af den omfattende konvention.

Nogle delegationer hilste det fokus, som Jordans tekst havde, velkommen. I denne forbindelse understregede de, at de indholdsmæssige drøftelser burde koncentreres om artikel 18 og ikke om præamblen. Disse delegationer gentog deres støtte til OIC’s forslag.

Andre delegationer gav udtryk for en stærk præference for ikke at ændre teksten til artikel 18, som foreslået af den tidligere koordinator, og tilkendegav, at de var villige til at overveje yderligere formuleringer i præamblen.

Disse delegationer tog også forbehold over for den foreslåede formulering og bemærkede, at den var tvetydig, ville skabe et overlap med den humanitære folkeret, indsnævre anvendelsesområdet for artikel 2, stk. 1, litra a), til forbrydelser begået mod »beskyttede personer«, og ville udelukke en bred vifte af ikke-statslige aktører fra konventionens anvendelsesområde.

Konsolideret tekst

Under de bilaterale konsultationer bemærkede flere delegationer, at manglen på en konsolideret tekst til konventionen skabte praktiske vanskeligheder for beslutningstagningen. De mindede om, at indførelsen af en konsolideret tekst under forhandlingerne om den internationale konvention til bekæmpelse af nuklear terrorisme havde vist sig konstruktiv.

Med henblik på at lette de fremtidige forhandlinger har jeg derfor udarbejdet et konsolideret udkast til hele den omfattende konvention om international terrorisme (se bilag II).

Den vigtigste kilde til det konsoliderede udkast er formuleringerne i bilag I, II og III til rapporten fra den Ad Hoc-Komité, der var nedsat ved Generalforsamlingens resolution 51/210 af 17. december 1996 om dens sjette samling.a Jeg har tilføjet det udkast til præambelafsnit, der blev rundsendt på det sidste møde under de uformelle konsultationer, sammen med den tidligere koordinators udkast til en artikel om forholdet mellem konventionen og den humanitære folkeret (tidligere artikel 18, nu artikel 20), gengivet i bilag IV til Ad Hoc-Komitéens rapport.

Det skal bemærkes, at artiklerne er blevet omnummereret for at tage højde for de tilføjelser og udeladelser, der er foretaget under forhandlingerne. Det konsoliderede udkast indeholder desuden enkelte mindre redaktionelle ændringer af teknisk karakter, foreslået af De Forenede Nationers redaktionelle kontrolsektion med henblik på at bringe instrumentet i overensstemmelse med tidligere vedtagne konventioner.

Denne tekst foregriber på ingen måde de forslag, der er fremsat af delegationerne. Det er forstået, at alle forslag forbliver på bordet, indtil de trækkes tilbage af deres forslagsstillere, og at »intet er aftalt, før alt er aftalt«.

Konklusioner

Efter disse konsultationer er jeg personligt overbevist om, at vi vil kunne opnå et positivt resultat ved at færdiggøre konventionen under Generalforsamlingens tresindstyvende samling, sådan som generalsekretæren har foreslået.

Jeg er også nået frem til den konklusion, at idéen om at tilføje en præambelformulering om folkenes ret til selvbestemmelse er meget lovende. Jeg mener, at det kunne være værdifuldt, at de fremtidige forhandlinger undersøger denne mulighed nærmere. På denne baggrund vil jeg foreslå, at den seneste revision af det foreslåede præambelafsnit, som blev rundsendt den 29. juli 2005, anvendes som grundlag for næste runde af drøftelser.

Med hensyn til det konsoliderede udkast (bilag II) er det mit oprigtige håb, at det vil lette de videre drøftelser og tjene som grundlag for en aftale i den nærmeste fremtid.

Endelig vil jeg gerne takke alle delegationer for deres aktive deltagelse og deres konstruktive ånd under de uformelle konsultationer.

---

Bilag II

Udkast til en omfattende konvention mod international terrorisme

Konsolideret tekst udarbejdet af koordinatoren til drøftelse

De stater, der er parter i denne konvention,

som erindrer de eksisterende internationale traktater vedrørende forskellige aspekter af problemet med international terrorisme, navnlig konventionen om forbrydelser og visse andre handlinger begået om bord på luftfartøjer, undertegnet i Tokyo den 14. september 1963, konventionen om bekæmpelse af ulovlig bemægtigelse af luftfartøjer, undertegnet i Haag den 16. december 1970, konventionen om bekæmpelse af ulovlige handlinger mod den civile luftfarts sikkerhed, indgået i Montreal den 23. september 1971, konventionen om forebyggelse og straf for forbrydelser mod internationalt beskyttede personer, herunder diplomatiske repræsentanter, vedtaget i New York den 14. december 1973, den internationale konvention mod gidseltagning, vedtaget i New York den 17. december 1979, konventionen om fysisk beskyttelse af nukleart materiale, vedtaget i Wien den 26. oktober 1979, protokollen om bekæmpelse af ulovlige voldshandlinger i lufthavne, der betjener international civil luftfart, som supplerer konventionen om bekæmpelse af ulovlige handlinger mod den civile luftfarts sikkerhed, vedtaget i Montreal den 24. februar 1988, konventionen om bekæmpelse af ulovlige handlinger mod sikkerheden for søfart, vedtaget i Rom den 10. marts 1988, protokollen om bekæmpelse af ulovlige handlinger mod sikkerheden for faste platforme på kontinentalsokkelen, vedtaget i Rom den 10. marts 1988, konventionen om mærkning af plasteksplosivstoffer med henblik på detektion, vedtaget i Montreal den 1. marts 1991, den internationale konvention om bekæmpelse af terrorbombninger, vedtaget i New York den 15. december 1997, den internationale konvention om bekæmpelse af finansiering af terrorisme, vedtaget i New York den 9. december 1999, og den internationale konvention om bekæmpelse af nuklear terrorisme, vedtaget i New York den 13. april 2005,

som endvidere erindrer erklæringen om foranstaltninger til afskaffelse af international terrorisme, der er knyttet som bilag til Generalforsamlingens resolution 49/60 af 9. december 1994,

som yderligere erindrer erklæringen, der supplerer erklæringen fra 1994 om foranstaltninger til afskaffelse af international terrorisme, der er knyttet som bilag til Generalforsamlingens resolution 51/210 af 17. december 1996,

som er dybt bekymrede over den verdensomspændende eskalering af terrorhandlinger i alle deres former og udtryk, som bringer uskyldige menneskeliv i fare eller tager uskyldige menneskeliv, bringer grundlæggende frihedsrettigheder i fare og alvorligt krænker menneskers værdighed,

som på ny bekræfter deres utvetydige fordømmelse af alle terrorhandlinger, -metoder og -praksisser som kriminelle og uberettigede, uanset hvor og af hvem de begås, herunder sådanne, der bringer venskabelige forbindelser mellem stater og folk i fare og truer staters territoriale integritet og sikkerhed,

som anerkender, at terrorhandlinger, -metoder og -praksisser udgør en alvorlig krænkelse af De Forenede Nationers formål og principper, som kan udgøre en trussel mod international fred og sikkerhed, bringe venskabelige forbindelser mellem stater i fare, hindre internationalt samarbejde og sigte mod at undergrave menneskerettigheder, grundlæggende frihedsrettigheder og samfundets demokratiske grundlag,

som også anerkender, at finansiering, planlægning og tilskyndelse til terrorhandlinger ligeledes er i strid med De Forenede Nationers formål og principper, og at det påhviler deltagerstaterne at stille dem, der har deltaget i sådanne handlinger, for retten,

som er overbeviste om, at bekæmpelsen af international terrorisme, herunder terrorisme, hvori stater er direkte eller indirekte involveret, er et væsentligt element i opretholdelsen af international fred og sikkerhed samt staternes suverænitet og territoriale integritet,

som bemærker, at konventionen om flygtninges retsstilling, undertegnet i Genève den 28. juli 1951, og protokollen om flygtninges retsstilling, indgået i New York den 31. januar 1967, ikke udgør grundlag for beskyttelse af gerningsmænd til terrorhandlinger, og som understreger betydningen af, at parterne til disse instrumenter fuldt ud opfylder de deri indeholdte forpligtelser, herunder navnlig princippet om non-refoulement,

som på ny bekræfter, at alle folk i overensstemmelse med De Forenede Nationers pagt, den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder, den internationale konvention om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder og Erklæringen om folkerettens principper vedrørende venskabelige forbindelser og samarbejde mellem stater i overensstemmelse med De Forenede Nationers pagt har ret til selvbestemmelse, frihed og uafhængighed, og at de folk, der med magt er blevet berøvet muligheden for at udøve denne ret, har ret til at kæmpe herfor i overensstemmelse med de relevante principper i pagten og den ovennævnte erklæring,*

som har for øje nødvendigheden af at respektere menneskerettighederne og den humanitære folkeret i kampen mod terrorisme,

som erkender behovet for en omfattende konvention mod international terrorisme,

har besluttet at træffe effektive foranstaltninger for at forebygge terrorhandlinger og sikre, at gerningsmænd til terrorhandlinger ikke undgår retsforfølgning og straf ved at fastsætte bestemmelser om deres udlevering eller retsforfølgning, og er med henblik herpå blevet enige om følgende:

Artikel 1

I denne konvention forstås ved:

1. »Stats- eller regeringsanlæg« omfatter ethvert permanent eller midlertidigt anlæg eller transportmiddel, der anvendes af eller er optaget af repræsentanter for en stat, medlemmer af en regering, den lovgivende eller dømmende magt eller af statslige embedsmænd eller ansatte eller andre offentlige myndigheder eller enheder eller af ansatte eller embedsmænd i en mellemstatslig organisation i forbindelse med deres officielle hverv.

2. »En stats militære styrker« betyder de væbnede styrker i en stat, som i henhold til dens interne ret er organiseret, uddannet og udstyret med nationalt forsvar eller sikkerhed som deres primære formål, samt personer, der handler til støtte for disse væbnede styrker, og som er under deres formelle kommando, kontrol og ansvar.

3. »Infrastrukturanlæg« betyder ethvert offentligt eller privatejet anlæg, der leverer eller distribuerer tjenester til offentlighedens fordel, såsom vand, kloakering, energi, brændstof, bankvirksomhed, kommunikation, telekommunikation og informationsnetværk.

4. »Offentligt tilgængeligt sted« betyder dele af enhver bygning, ethvert areal, enhver gade, vandvej eller ethvert andet sted, som er tilgængeligt eller åbent for offentligheden, enten permanent, periodisk eller lejlighedsvis, og omfatter ethvert kommercielt, erhvervsmæssigt, kulturelt, historisk, uddannelsesmæssigt, religiøst, statsligt, underholdningsmæssigt, rekreativt eller lignende sted, som er således tilgængeligt eller åbent for offentligheden.

5. »Offentligt transportsystem« betyder alle anlæg, transportmidler og hjælpemidler, uanset om de er offentligt eller privat ejede, som anvendes til eller i forbindelse med offentligt tilgængelige tjenester til transport af personer eller gods.

Artikel 2

1. Enhver person begår en lovovertrædelse i henhold til denne konvention, hvis den pågældende på enhver måde ulovligt og forsætligt forårsager:

   a) en persons død eller alvorlige legemsbeskadigelse, eller

   b) alvorlig skade på offentlig eller privat ejendom, herunder et offentligt tilgængeligt sted, et stats- eller regeringsanlæg, et offentligt transportsystem, et infrastrukturanlæg eller miljøet, eller

   c) skade på ejendom, steder, anlæg eller systemer som omhandlet i stk. 1, litra b), i denne artikel, som medfører eller sandsynligvis vil medføre et betydeligt økonomisk tab,

når formålet med handlingen efter dens karakter eller sammenhæng er at skræmme en befolkning eller tvinge en regering eller en international organisation til at foretage eller undlade at foretage en handling.

2. Enhver person begår ligeledes en lovovertrædelse, hvis den pågældende fremsætter en troværdig og alvorlig trussel om at begå en lovovertrædelse som fastsat i stk. 1 i denne artikel.

3. Enhver person begår ligeledes en lovovertrædelse, hvis den pågældende forsøger at begå en lovovertrædelse som fastsat i stk. 1 i denne artikel.

4. Enhver person begår ligeledes en lovovertrædelse, hvis den pågældende:

   a) medvirker som medgerningsmand til en lovovertrædelse som fastsat i stk. 1, 2 eller 3 i denne artikel, eller

   b) organiserer eller leder andre med henblik på at begå en lovovertrædelse som fastsat i stk. 1, 2 eller 3 i denne artikel, eller

   c) bidrager til begåelsen af en eller flere lovovertrædelser som fastsat i stk. 1, 2 eller 3 i denne artikel af en gruppe personer, der handler med et fælles formål.

   Et sådant bidrag skal være forsætligt og skal enten:

   i) ydes med det formål at fremme gruppens kriminelle aktivitet eller kriminelle formål, når denne aktivitet eller dette formål indebærer begåelsen af en lovovertrædelse som fastsat i stk. 1 i denne artikel, eller

   ii) ydes med viden om gruppens hensigt om at begå en lovovertrædelse som fastsat i stk. 1 i denne artikel.

Artikel 3

Når denne konvention og en traktat, der omhandler en bestemt kategori af terrorlovovertrædelser, finder anvendelse på den samme handling mellem stater, der er parter i både denne konvention og den pågældende traktat, har bestemmelserne i sidstnævnte forrang.

Artikel 4

Denne konvention finder ikke anvendelse, når lovovertrædelsen begås inden for én stat, den påståede gerningsmand og ofrene er statsborgere i denne stat, den påståede gerningsmand befinder sig på denne stats territorium, og ingen anden stat har grundlag for jurisdiktion i henhold til artikel 7, stk. 1 eller 2, i denne konvention, bortset fra at bestemmelserne i artikel 9 og 13-17 i denne konvention i relevant omfang finder anvendelse i sådanne tilfælde.

Artikel 5

Hver deltagerstat skal træffe de nødvendige foranstaltninger:

a) til at fastsætte de i artikel 2 i denne konvention nævnte lovovertrædelser som strafbare handlinger efter dens nationale lovgivning,

b) til at gøre disse lovovertrædelser strafbare med passende straffe, der tager hensyn til disse lovovertrædelsers alvorlige karakter.

Artikel 6

Hver deltagerstat skal træffe sådanne foranstaltninger, herunder, hvor det er relevant, national lovgivning, som måtte være nødvendige for at sikre, at strafbare handlinger, der er omfattet af denne konvention, under ingen omstændigheder kan retfærdiggøres med henvisning til politiske, filosofiske, ideologiske, racemæssige, etniske, religiøse eller andre tilsvarende hensyn.

Artikel 7

1. Hver deltagerstat skal træffe de nødvendige foranstaltninger for at etablere sin jurisdiktion over de lovovertrædelser, der er omhandlet i artikel 2 i denne konvention, når:

a) lovovertrædelsen begås på denne stats territorium, eller

b) lovovertrædelsen begås om bord på et skib, der fører denne stats flag, eller et luftfartøj, der på tidspunktet for lovovertrædelsen er registreret efter denne stats lovgivning, eller

c) lovovertrædelsen begås af en statsborger i denne stat.

2. En deltagerstat kan endvidere etablere sin jurisdiktion over enhver sådan lovovertrædelse, når:

a) lovovertrædelsen begås af en statsløs person, som har sin sædvanlige bopæl på denne stats territorium, eller

b) lovovertrædelsen helt eller delvis begås uden for dens territorium, hvis handlingens virkninger eller tilsigtede virkninger på dens territorium udgør eller medfører begåelsen af en lovovertrædelse som omhandlet i artikel 2, eller

c) lovovertrædelsen begås mod en statsborger i denne stat, eller

d) lovovertrædelsen begås mod et stats- eller regeringsanlæg tilhørende denne stat i udlandet, herunder en ambassade eller andre diplomatiske eller konsulære lokaler, eller

e) lovovertrædelsen begås i et forsøg på at tvinge denne stat til at foretage eller undlade at foretage en handling, eller

f) lovovertrædelsen begås om bord på et luftfartøj, der drives af denne stats regering.

3. Ved ratifikation, accept, godkendelse eller tiltrædelse af denne konvention skal hver deltagerstat underrette De Forenede Nationers generalsekretær om den jurisdiktion, den har etableret efter sin nationale lovgivning i overensstemmelse med stk. 2 i denne artikel. Hvis der sker nogen ændring, skal den pågældende deltagerstat straks underrette generalsekretæren.

4. Hver deltagerstat skal ligeledes træffe de nødvendige foranstaltninger for at etablere sin jurisdiktion over de lovovertrædelser, der er omhandlet i artikel 2, i tilfælde hvor den påståede gerningsmand befinder sig på dens territorium, og den ikke udleverer den pågældende til nogen af de deltagerstater, der har etableret jurisdiktion i overensstemmelse med stk. 1 eller 2 i denne artikel.

5. Når mere end én deltagerstat gør krav på jurisdiktion over de lovovertrædelser, der er fastsat i artikel 2, skal de relevante deltagerstater bestræbe sig på at samordne deres handlinger på passende måde, navnlig hvad angår betingelserne for retsforfølgning og fremgangsmåderne for gensidig retshjælp.

6. Uden at dette berører de almindelige folkeretlige regler udelukker denne konvention ikke udøvelsen af nogen strafferetlig jurisdiktion, som en deltagerstat har etableret i overensstemmelse med sin nationale lovgivning.

Artikel 8

Deltagerstaterne skal træffe passende foranstaltninger i overensstemmelse med de relevante bestemmelser i national og international ret, herunder international menneskerettighedsret, med henblik på at sikre, at flygtningestatus ikke tildeles nogen person, med hensyn til hvem der foreligger alvorlige grunde til at antage, at vedkommende har begået en lovovertrædelse som omhandlet i artikel 2 i denne konvention.

Artikel 9

1. Deltagerstaterne skal samarbejde om forebyggelsen af de lovovertrædelser, der er fastsat i artikel 2, ved at træffe alle praktisk mulige foranstaltninger, herunder om nødvendigt og hvor det er relevant at tilpasse deres nationale lovgivning, for at forebygge og modvirke forberedelser på deres respektive territorier til begåelsen af sådanne lovovertrædelser inden for eller uden for deres territorier, herunder:

a) foranstaltninger til at forbyde ulovlige aktiviteter udført af personer, grupper og organisationer, der tilskynder til, anstifter, organiserer, bevidst finansierer eller deltager i begåelsen af lovovertrædelser som fastsat i artikel 2,

b) navnlig foranstaltninger til at forbyde oprettelse og drift af installationer og træningslejre med henblik på begåelse af lovovertrædelser som fastsat i artikel 2.

2. Deltagerstaterne skal endvidere samarbejde om forebyggelsen af de lovovertrædelser, der er fastsat i artikel 2, i overensstemmelse med deres nationale lovgivning, ved at udveksle nøjagtige og verificerede oplysninger og koordinere administrative og andre foranstaltninger, der træffes efter omstændighederne for at forebygge begåelsen af lovovertrædelser som fastsat i artikel 2, navnlig ved:

a) at etablere og opretholde kommunikationskanaler mellem deres kompetente myndigheder og tjenester med henblik på at lette en sikker og hurtig udveksling af oplysninger om alle aspekter af lovovertrædelser som fastsat i artikel 2,

b) at samarbejde med hinanden om undersøgelser vedrørende lovovertrædelser som fastsat i artikel 2 med hensyn til:

i) identitet, opholdssted og aktiviteter hos personer, om hvem der foreligger rimelig mistanke om, at de er involveret i sådanne lovovertrædelser,

ii) bevægelser af midler, ejendom, udstyr eller andre redskaber, der har forbindelse med begåelsen af sådanne lovovertrædelser.

3. Deltagerstaterne kan udveksle oplysninger gennem Den Internationale Kriminalpolitiorganisation (Interpol) eller andre internationale og regionale organisationer.

Artikel 10

1. Hver deltagerstat skal i overensstemmelse med sine nationale retlige principper træffe de nødvendige foranstaltninger for at gøre det muligt at holde en juridisk person, der befinder sig på dens territorium eller er organiseret efter dens lovgivning, ansvarlig, når en person med ansvar for ledelsen eller kontrollen af den juridiske person i denne egenskab har begået en lovovertrædelse som fastsat i artikel 2 i denne konvention. Et sådant ansvar kan være strafferetligt, civilretligt eller administrativt.

2. Et sådant ansvar pådrages uden at berøre det strafferetlige ansvar for de personer, der har begået lovovertrædelserne.

3. Hver deltagerstat skal navnlig sikre, at juridiske personer, der er ansvarlige i henhold til stk. 1 i denne artikel, er underlagt effektive, forholdsmæssige og afskrækkende strafferetlige, civilretlige eller administrative sanktioner. Sådanne sanktioner kan omfatte økonomiske sanktioner.

Artikel 11

1. Når en deltagerstat modtager oplysninger om, at en person, som har begået eller hævdes at have begået en lovovertrædelse som fastsat i artikel 2, kan befinde sig på dens territorium, skal den pågældende stat træffe sådanne foranstaltninger, som måtte være nødvendige efter dens nationale lovgivning, for at undersøge de forhold, oplysningerne vedrører.

2. Når den stat, på hvis territorium gerningsmanden eller den påståede gerningsmand befinder sig, har fundet, at omstændighederne giver anledning hertil, skal den træffe passende foranstaltninger efter sin nationale lovgivning for at sikre den pågældendes tilstedeværelse med henblik på retsforfølgning eller udlevering.

3. Enhver person, med hensyn til hvem de i stk. 2 omhandlede foranstaltninger træffes, skal have ret til:

a) uden forsinkelse at kommunikere med den nærmeste relevante repræsentant for den stat, hvori personen er statsborger, eller som på anden måde er berettiget til at beskytte personens rettigheder, eller, hvis personen er statsløs, med den stat, på hvis territorium personen har sin sædvanlige bopæl,

b) at få besøg af en repræsentant for denne stat,

c) at blive informeret om personens rettigheder efter litra a) og b) ovenfor.

4. De i stk. 3 omhandlede rettigheder skal udøves i overensstemmelse med lovene og forskrifterne i den stat, på hvis territorium gerningsmanden eller den påståede gerningsmand befinder sig, dog således at disse love og forskrifter skal gøre det muligt fuldt ud at virkeliggøre de formål, som de rettigheder, der er tillagt efter stk. 3, skal tjene.

5. Bestemmelserne i stk. 3 og 4 berører ikke retten for en deltagerstat, der har jurisdiktionskrav i henhold til artikel 7, stk. 1, litra c), eller stk. 2, litra a), til at anmode Den Internationale Røde Kors Komité om at kommunikere med og besøge den påståede gerningsmand.

6. Når en deltagerstat i henhold til denne artikel har taget en person i forvaring, skal den straks, direkte eller gennem De Forenede Nationers generalsekretær, underrette de deltagerstater, der har etableret jurisdiktion i overensstemmelse med artikel 7, stk. 1 eller 2, og, hvis den finder det hensigtsmæssigt, enhver anden interesseret deltagerstat om, at personen er i forvaring, og om de omstændigheder, der begrunder frihedsberøvelsen. Den stat, der foretager den undersøgelse, der er omhandlet i stk. 1, skal straks underrette de nævnte deltagerstater om sine resultater og angive, om den har til hensigt at udøve jurisdiktion.

Artikel 12

1. Den deltagerstat, på hvis territorium den påståede gerningsmand befinder sig, skal i tilfælde, hvor artikel 7 finder anvendelse, hvis den ikke udleverer personen, uden nogen som helst undtagelse og uanset om lovovertrædelsen er begået på dens territorium, være forpligtet til uden unødig forsinkelse at forelægge sagen for sine kompetente myndigheder med henblik på retsforfølgning gennem en procedure i overensstemmelse med denne stats lovgivning. Disse myndigheder skal træffe deres afgørelse på samme måde som i tilfælde af enhver anden alvorlig lovovertrædelse efter denne stats lovgivning.

2. Når en deltagerstat efter sin nationale lovgivning kun kan udlevere eller på anden måde overgive en af sine statsborgere på betingelse af, at personen returneres til denne stat for at afsone den straf, der er idømt som følge af den retssag eller procedure, for hvilken udleveringen eller overgivelsen blev anmodet, og denne stat og den stat, der anmoder om udleveringen, er enige om denne mulighed og andre vilkår, som de måtte finde passende, skal en sådan betinget udlevering eller overgivelse være tilstrækkelig til at opfylde forpligtelsen i stk. 1.

Artikel 13

Enhver person, der tages i forvaring, eller med hensyn til hvem der træffes andre foranstaltninger eller gennemføres retsforfølgning i henhold til denne konvention, skal sikres en retfærdig behandling, herunder nydelse af alle rettigheder og garantier i overensstemmelse med lovgivningen i den stat, på hvis territorium personen befinder sig, og de relevante bestemmelser i folkeretten, herunder international menneskerettighedsret og navnlig Standardminimumsreglerne for behandling af fanger.

Artikel 14

1. Deltagerstaterne skal yde hinanden den størst mulige bistand i forbindelse med undersøgelser eller straffesager eller udleveringssager, der indledes med hensyn til de lovovertrædelser, der er fastsat i artikel 2, herunder bistand med at fremskaffe beviser, som de råder over, og som er nødvendige for sagen.

2. Deltagerstaterne skal opfylde deres forpligtelser efter stk. 1 i overensstemmelse med eventuelle traktater eller andre ordninger om gensidig retshjælp, der måtte eksistere mellem dem. I mangel af sådanne traktater eller ordninger skal deltagerstaterne yde hinanden bistand i overensstemmelse med deres nationale lovgivning.

3. Hver deltagerstat kan overveje at etablere mekanismer til at dele oplysninger eller beviser, der er nødvendige for at fastslå strafferetligt, civilretligt eller administrativt ansvar i henhold til artikel 10 i denne konvention.

Artikel 15

Ingen af de lovovertrædelser, der er fastsat i artikel 2 i denne konvention, skal med henblik på udlevering eller gensidig retshjælp betragtes som en politisk lovovertrædelse eller som en lovovertrædelse, der har forbindelse med en politisk lovovertrædelse, eller som en lovovertrædelse, der er inspireret af politiske motiver. En anmodning om udlevering eller gensidig retshjælp, der er baseret på en sådan lovovertrædelse, kan derfor ikke afslås alene med den begrundelse, at den vedrører en politisk lovovertrædelse eller en lovovertrædelse med forbindelse til en politisk lovovertrædelse eller en lovovertrædelse, der er inspireret af politiske motiver.

Artikel 16

Intet i denne konvention skal fortolkes således, at der pålægges en forpligtelse til at udlevere eller yde gensidig retshjælp, hvis den anmodede deltagerstat har væsentlige grunde til at antage, at anmodningen om udlevering for lovovertrædelser som fastsat i artikel 2 i denne konvention eller om gensidig retshjælp vedrørende sådanne lovovertrædelser er fremsat med det formål at retsforfølge eller straffe en person på grund af personens race, religion, nationalitet, etniske oprindelse eller politiske opfattelse, eller at efterkommelsen af anmodningen ville skade person de kompetente myndigheder i begge deltagerstater er enige herom, med forbehold forens stilling af nogen af disse grunde.

Artikel 17

1. En person, der tilbageholdes eller afsoner en straf på en deltagerstats territorium, og hvis tilstedeværelse i en anden deltagerstat anmodes med henblik på identifikation, vidneforklaring eller på anden måde med henblik på at bistå med fremskaffelse af beviser til undersøgelse eller retsforfølgning af lovovertrædelser efter denne konvention, kan overføres, hvis følgende betingelser er opfyldt:

a) personen giver frit og informeret samtykke, og

b) de kompetente myndigheder i begge deltagerstater er enige herom, med forbehold for sådanne betingelser, som disse stater måtte finde passende.

2. Med henblik på denne artikel:

a) har den stat, hvortil personen overføres, ret og pligt til at holde den overførte person i forvaring, medmindre andet anmodes om eller godkendes af den stat, hvorfra personen blev overført,

b) skal den stat, hvortil personen overføres, uden forsinkelse opfylde sin forpligtelse til at returnere personen til forvaring i den stat, hvorfra personen blev overført, som aftalt på forhånd eller som på anden måde aftalt af de kompetente myndigheder i begge stater,

c) må den stat, hvortil personen overføres, ikke kræve, at den stat, hvorfra personen blev overført, indleder udleveringsprocedure med henblik på personens tilbagevenden,

d) skal den overførte person godskrives den tid, som er tilbragt i den stat, hvortil personen blev overført, ved afsoningen af den straf, der afsones i den stat, hvorfra personen blev overført.

3. Medmindre den deltagerstat, hvorfra en person skal overføres i henhold til denne artikel, samtykker, må personen, uanset sin nationalitet, ikke retsforfølges eller tilbageholdes eller underkastes nogen anden begrænsning af sin personlige frihed på territoriet i den stat, hvortil personen overføres, for handlinger eller domfældelser, der ligger forud for personens afrejse fra territoriet i den stat, hvorfra personen blev overført.

Artikel 18

1. De lovovertrædelser, der er fastsat i artikel 2 i denne konvention, skal anses for at være omfattet som udleveringsberettigede lovovertrædelser i enhver udleveringstraktat, der eksisterer mellem nogen af deltagerstaterne før denne konventions ikrafttræden. Deltagerstaterne forpligter sig til at medtage sådanne lovovertrædelser som udleveringsberettigede lovovertrædelser i enhver udleveringstraktat, der efterfølgende indgås mellem dem.

2. Når en deltagerstat, der gør udlevering betinget af eksistensen af en traktat, modtager en anmodning om udlevering fra en anden deltagerstat, med hvilken den ikke har nogen udleveringstraktat, kan den anmodede stat efter eget valg betragte denne konvention som retligt grundlag for udlevering med hensyn til de lovovertrædelser, der er fastsat i artikel 2. Udlevering er underlagt de øvrige betingelser, der er fastsat i den anmodede stats lovgivning.

3. Deltagerstater, der ikke gør udlevering betinget af eksistensen af en traktat, skal anerkende de lovovertrædelser, der er fastsat i artikel 2, som udleveringsberettigede lovovertrædelser mellem sig, med forbehold for de betingelser, der er fastsat i den anmodede stats lovgivning.

4. Om nødvendigt skal de lovovertrædelser, der er fastsat i artikel 2, med henblik på udlevering mellem deltagerstater behandles, som om de ikke blot var begået på det sted, hvor de fandt sted, men også på territoriet i de stater, der har etableret jurisdiktion i overensstemmelse med artikel 7, stk. 1 og 2, i denne konvention.

5. Bestemmelserne i alle udleveringstraktater og ordninger mellem deltagerstater vedrørende lovovertrædelser som fastsat i artikel 2 skal anses for ændret mellem deltagerstaterne i det omfang, de er uforenelige med denne konvention.

Artikel 19

Den deltagerstat, hvor den påståede gerningsmand retsforfølges, skal i overensstemmelse med sin nationale lovgivning eller sine gældende procedurer meddele det endelige resultat af sagen til De Forenede Nationers generalsekretær, som skal viderebringe oplysningerne til de øvrige deltagerstater.

Artikel 20

1. Intet i denne konvention berører andre rettigheder, forpligtelser og ansvar for stater, folk og enkeltpersoner efter folkeretten, navnlig formålene og principperne i De Forenede Nationers pagt og den humanitære folkeret.

2. Væbnede styrkers aktiviteter under en væbnet konflikt, således som disse begreber forstås efter den humanitære folkeret, og som reguleres af denne ret, er ikke omfattet af denne konvention.

3. De aktiviteter, der udføres af en stats militære styrker under udøvelsen af deres officielle hverv, i det omfang de reguleres af andre folkeretlige regler, er ikke omfattet af denne konvention.

4. Intet i denne artikel billiger eller gør ellers ulovlige handlinger lovlige og udelukker heller ikke retsforfølgning efter andre love.

Artikel 21

Deltagerstaterne skal opfylde deres forpligtelser efter denne konvention på en måde, der er forenelig med principperne om staters suveræne lighed og territoriale integritet samt princippet om ikke-indblanding i andre staters indre anliggender.

Artikel 22

Intet i denne konvention giver en deltagerstat ret til på en anden deltagerstats territorium at udøve jurisdiktion eller udføre funktioner, der efter den gældende ret i denne deltagerstat udelukkende er forbeholdt myndighederne i denne anden deltagerstat.

Artikel 23

1. Enhver tvist mellem to eller flere deltagerstater om fortolkningen eller anvendelsen af denne konvention, som ikke kan bilægges gennem forhandling inden for rimelig tid, skal på anmodning af en af dem henvises til voldgift. Hvis parterne inden seks måneder fra datoen for anmodningen om voldgift ikke kan nå til enighed om voldgiftens organisation, kan enhver af disse parter indbringe tvisten for Den Internationale Domstol ved en begæring i overensstemmelse med Domstolens statut.

2. Enhver stat kan på tidspunktet for undertegnelse, ratifikation, accept eller godkendelse af denne konvention eller ved tiltrædelse erklære, at den ikke anser sig for bundet af stk. 1 i denne artikel. De øvrige deltagerstater skal ikke være bundet af stk. 1 over for en deltagerstat, der har taget et sådant forbehold.

3. Enhver stat, der har taget et forbehold i overensstemmelse med stk. 2, kan til enhver tid trække dette forbehold tilbage ved meddelelse til generalsekretæren.

Artikel 24

1. Denne konvention er åben for undertegnelse af alle stater fra … til … ved De Forenede Nationers hovedkvarter i New York.

2. Denne konvention er underlagt ratifikation, accept eller godkendelse. Ratifikations-, accept- eller godkendelsesinstrumenterne deponeres hos generalsekretæren.

3. Denne konvention er åben for tiltrædelse af enhver stat. Tiltrædelsesinstrumenterne deponeres hos generalsekretæren.

Artikel 25

1. Denne konvention træder i kraft på den tredivte dag efter den dato, hvor det toogtyvende ratifikations-, accept-, godkendelses- eller tiltrædelsesinstrument er deponeret hos generalsekretæren.

2. For hver stat, der ratificerer, accepterer, godkender eller tiltræder konventionen efter deponeringen af det toogtyvende ratifikations-, accept-, godkendelses- eller tiltrædelsesinstrument, træder konventionen i kraft på den tredivte dag efter den dag, hvor den pågældende stat deponerer sit ratifikations-, accept-, godkendelses- eller tiltrædelsesinstrument.

Artikel 26

1. En deltagerstat kan opsige denne konvention ved skriftlig meddelelse til generalsekretæren.

2. Opsigelsen får virkning ét år efter den dato, hvor en sådan meddelelse modtages af generalsekretæren.

Artikel 27

Originaleksemplaret af denne konvention, hvis arabiske, kinesiske, engelske, franske, russiske og spanske tekster har samme gyldighed, deponeres hos generalsekretæren, som sender bekræftede kopier til alle stater.

TIL BEKRÆFTELSE HERAF har de undertegnede, der er behørigt bemyndiget af deres respektive regeringer, undertegnet denne konvention.

Udfærdiget i New York den … i året to tusind og fem.

---

Bemærkning: Jeg har her bevidst oversat teksten som et arbejdsudkast og ikke forsøgt at gøre den til »officielt dansk FN-sprog«. Hvor et engelsk begreb kan have flere juridiske danske ækvivalenter, kan vi senere lave en terminologisk revision mod eksisterende danske traktatoversættelser.